Vredens Vin_da

Vredens Vin
Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, stod frem for at forsvare sandheden. Efter dem
fulgte Ridleyerne og Cranmer. Disse førerskikkelser i den engelske reformation var lærde
mænd, og de fleste af dem havde inden for den katolske kirke været højt agtede for deres
iver og fromhed. Deres modstand mod pavedømmet skyldtes, at de kendte „den hellige
stols“ vildfarelser. Og netop dette gav deres vidnesbyrd større kraft. {MBF 201.4}
„Nu vil jeg gerne stille et underligt spørgsmål,“ sagde Latimer. „Hvem er den flittigste
biskop og prælat i hele England? … Jeg ser, I lytter og spidser øre, at jeg skal sige jer hans
navn. … Jeg skal sige jer det, det er Djævelen! … Han er aldrig borte fra sit bispedømme,
… kald på ham, når I vil, han er altid hjemme. … Han har altid hånden på ploven. … Jeg
garanterer jer, I finder ham aldrig uvirksom. Hvor Djævelen bor, … dér hedder det: bort
med bøgerne og frem med kerterne, bort med biblerne og frem med rosenkransen; bort med
evangeliets lys og frem med de tændte lys, selv ved højlys dag! … Ned med Kristi kors og
frem med skærsildens lommetyv. … Ikke noget med at klæde de nøgne, de fattige og
hjælpeløse, men pynte helgenbilleder og stok og sten med rige og strålende klæder. Frem
med menneskers overleveringer og love, ned med Guds overleverings allerhelligste ord. O,
om vore prælater var lige så flittige til at så den gode læres sæd, som Satan er til at så klinte
og giftigt rajgræs!“6 {MBF 201.5}
Det store princip, disse reformatorer hævdede — det samme, som var blevet hævdet af
valdenserne, Wicliff, Johan Huss, Luther, Zwingli og deres tilhængere — var Bibelens
ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og praksis. De benægtede, at paver,
kirkemøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religiøse
spørgsmål. Bibelen var den højeste myndighed, og ud fra den bedømte de alle læresætninger
og påstande. Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres
liv på bålet. Da flammerne slog op om Latimer, råbte han til sin lidelsesfælle: „Vær ved
godt mod! Ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det aldrig nogen
sinde skal slukkes.“7 {MBF 202.1}
I Skotland var den sandhedens sæd, som var sået af Columba og hans medarbejdere,
aldrig helt blevet udryddet. Århundreder efter at Englands kirker havde bøjet sig for Rom,
havde skotterne bevaret deres frihed. Men i det tolvte århundrede fik pavekirken også
magten i Skotland, og i intet andet land havde den et mere uindskrænket herredømme. Intet
sted var mørket tættere. Dog trængte lysstråler gennem mørket med løfter for kommende
tider. Lollarderne kom fra England med Bibelen og Wicliffs lære og gjorde meget for at
bevare kendskabet til Bibelen, og hvert århundrede havde sine vidner og martyrer. {MBF
202.2}
Samtidig med den store reformations begyndelse udkom Luthers skrifter og derpå
Tyndales engelske Nye Testamente. Uden at præsterne opdagede det, vandrede disse
sendebud i stilhed over bjerg og dal og tændte nyt liv i sandhedens fakkel, som var nær ved
155