Vredens Vin_da

Vredens Vin
‘ikke på stentavler,’ men i hjertet hos alle mennesker, når de fremkommer af Skaberens
hænder. Og skønt det, som engang blev skrevet af Guds finger, nu i høj grad er vansiret af
synd, kan det dog aldrig helt udslettes, så længe vi har nogen fornemmelse af, hvad der er
godt, og hvad der er ondt. Hver eneste del af denne lov må bevare sin gyldighed for hele
menneskeheden og for alle tider; den er hverken afhængig af tid eller sted eller af nogen
andre forhold, som er tilbøjelige til at forandres, men af Guds natur og af menneskets natur
og deres uforanderlige forbindelse med hinanden. {MBF 212.1}
‘Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme.’ … Uden tvivl er Jesu
mening her (som det fremgår af alt, hvad der går forud, og hvad der følger efter): ‘Jeg er
kommet for at genoprette den i hele sin fylde trods alle menneskelige kommentarer! Jeg er
kommet for at kaste det klareste lys over, hvad der var mørkt og dunkelt i loven! Jeg er
kommet for at forkynde den fulde betydning af hver enkelthed — for at vise længden og
bredden, og den fulde udstrækning af hvert eneste bud, som den indholder, og højden og
dybden, den ufattelige renhed og åndelige fylde i alle dens forgreninger.’ “20 {MBF 212.2}
Wesley forkyndte den fuldkomne harmoni mellem loven og evangeliet. „Der er den
snævrest mulige forbindelse mellem loven og evangeliet. På den ene side baner loven stadig
vej for evangeliet og peger hen imod dette. På den anden side lærer evangeliet os bestandig
en mere fuldstændig opfyldelse af loven. Loven byder os for eksempel at elske Gud, at elske
vor næste, at være sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi føler, at vi ikke er i stand til dette, ja,
at for mennesker er det umuligt; men vi ser, at Gud lover at give os denne kærlighed og at
gøre os sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi holder fast ved dette evangelium, ved dette
glade budskab, og det sker os efter vor tro, og ‘lovens krav opfyldes i os’ ved troen på Jesus
Kristus.“ {MBF 212.3}
„Forrest blandt Kristi evangeliums fjender,“ sagde Wesley, „står de, som åbenlyst
‘dømmer loven’ og ‘taler ondt om loven’, som lærer mennesker at bryde (at opløse, at
udelade, at løse forpligtelsen mod) ikke blot ét bud, enten det mindste eller det største, men
alle budene under ét. … Den mest overraskende af alle omstændigheder, der knytter sig til
dette store bedrag, er, at de, som overgiver sig til det, virkelig mener, at de ærer Kristus ved
at nedbryde hans lov, og at de herliggør hans tjeneste, mens de omstyrter hans lære! Ja, de
ærer ham på samme måde som Judas gjorde, da han sagde: ‘Vær hilset, rabbi!’ og kyssede
ham. Og med samme ret kan Kristus sige til hver eneste af dem: {MBF 213.1}
‘Forråder du Menneskesønnen med et kys?’ Det er intet mindre end at forråde ham med
et kys, når man taler om hans blod, men tager hans krone bort; regner hver enkelthed i hans
lov for intet — under foregivende af at fremme hans evangelium. Ingen, der prædiker troen
på en sådan måde, kan undgå denne anklage, hvis han direkte eller indirekte tilsidesætter
kravet om lydighed — hvis han prædiker Kristus for at ophæve eller på anden måde svække
det mindste af Guds bud.“21 {MBF 213.2}
164