Vredens Vin_da

Vredens Vin
Under forfølgelsen i Meaux blev den reformerte tros forkyndere frataget deres bevilling
til at prædike og begav sig til andre egne. Lefèvre begav sig til Tyskland, og Farel vendte
tilbage til sin fødeby i det østlige Frankrig for at sprede lyset i sin hjemegn. Der havde man
hørt, hvad der skete i Meaux, og mange lyttede til den sandhed, han forkyndte med stor
nidkærhed. Inden længe besluttede myndighederne at bringe ham til tavshed og forviste ham
fra byen. {MBF 177.3}
Skønt han ikke mere kunne arbejde offentligt, rejste han fra landsby til landsby og
underviste i private hjem og på afsides liggende egne. Han fandt ly i skovene og i de
klippehuler, hvor han havde leget som dreng. Gud forberedte ham til større prøvelser. „Det
har ikke manglet på de forfølgelser og Satans rænker, som jeg er blevet advaret om,“ sagde
han. „og de er langt værre, end jeg kunne have udholdt i egen kraft. Men Gud er min Fader.
Han har altid givet og vil altid give mig den styrke, jeg behøver.“16 {MBF 177.4}
Forfølgelserne havde, ligesom i apostlenes dage, „snarest ført til fremgang for
evangeliet.“17Fordrevet fra Paris og Meaux drog de omkring og forkyndte
evangeliet.18Således fandt lyset vej til mange af Frankrigs fjerne provinser. {MBF 177.5}
Gud forberedte stadig arbejdere til at fremme sin sag. I en parisisk skole havde en
tankefuld, stilfærdig ung mand allerede bevist, at han havde en skarp hjerne. Han
udmærkede sig lige så meget ved sit dadelfri liv, som ved sin åndelige spændvidde og sin
oprigtige tro. Hans geni og flid gjorde ham snart til kollegiets stolthed, og alle regnede med,
at Jean Calvin skulle blive en af den katolske kirkes bedste forsvarere. Men selv gennem de
mure af skolastik og overtro, som omgav Calvin, trængte en guddommelig lysstråle ind. Han
hørte med gysen om den nye lære og tvivlede ikke om, at kætterne fortjente at blive brændt.
Men uden selv at vide det blev han bragt ansigt til ansigt med kætteriet og tvunget til at
afprøve den katolske teologis evne til at bekæmpe den protestantiske lære. {MBF 177.6}
En fætter til ham, der havde sluttet sig til reformationen, kom til Paris. De to unge mænd
diskuterede ofte det, som bragte forstyrrelse i kristenheden. Protestanten Olivetan sagde: „I
hele verden findes der kun to religioner. Den ene har mennesker opfundet, og ifølge den
frelser mennesket sig selv ved ceremonier og gode gerninger. Den anden er den religion,
som åbenbares i Bibelen og lærer mennesket at søge frelse alene af Guds nåde.“ „Jeg vil
ikke høre om din nye lære!“ udbrød Calvin. „Mener du, at jeg har levet i vildfarelse alle
mine dage?“19 {MBF 178.1}
Men i hans sind var der vakt tanker, som han ikke kunne fordrive. Alene i sit kammer
tænkte han på sin slægtnings ord. Han følte, at han var en synder og så sig selv stå foran en
hellig og retfærdig dommer. Helgenernes forbøn, gode gerninger og kirkens ceremonier
kunne ikke sone nogen synd. Han så kun den evige fortvivlelses mørke. Forgæves søgte
kirkens doktorer at lindre hans kvaler. Forgæves gik han til skrifte og gjorde bodsøvelser.
Det forsonede ikke hans sjæl med Gud. {MBF 178.2}
136