Vredens Vin_da

Vredens Vin
eller opnå et embede måtte man være eller foregive at være religiøs, og mange, som kun lod
sig lede af rent verdslige motiver, blev menighedsmedlemmer uden at være omvendt, og
således kom menighederne til for en stor del at bestå af uomvendte. Selv blandt præsterne
var der nogle, som ikke blot forkyndte falske læresætninger, men også var uvidende om
Helligåndens fornyende kraft. Som så ofte før i kirkehistorien lige siden Konstantins tid så
man de dårlige resultater af at forsøge at opbygge kirken ved statens hjælp og bede verdslige
magter om at støtte evangeliet om ham, som sagde: „Mit rige er ikke af denne
verden.“20 {MBF 239.3}
Forening af kirke og stat kan synes at bringe verden nærmere kirken, men i virkeligheden
bringer den kirken nærmere verden. {MBF 239.4}
Det princip, som så ædelt blev forfægtet af Robinson og Roger Williams, at sandheden
åbenbares gradvis, og at kristne mennesker bør være rede til at tage imod alt det lys, som
udgår fra Guds hellige ord, blev glemt af deres efterkommere. {MBF 239.5}
De protestantiske kirker i Amerika og Europa havde nydt godt af reformationens
velsignelser, men forsømt at gå videre ad reformens vej. Skønt enkelte gudfrygtige mænd
fremstod og forkyndte nye sandheder og afslørede fejlagtige fortolkninger, var de fleste,
ligesom jøderne på Jesu tid og katolikkerne på Luthers tid, godt tilfredse med at tro, som
deres fædre havde troet, og leve som de havde levet. Derfor forfaldt religionen til
formalisme. Man bevarede vildfarelser og overtroiske forestillinger, som ville være blevet
forkastet, hvis kirken var fortsat med at vandre i lyset fra Guds ord. Den ånd, som
reformationen havde skabt, uddøde gradvis, og til sidst var der næsten lige så stort behov for
en reform i de protestantiske kirker som i romerkirken på Luthers tid. Der herskede samme
verdslighed og åndelige sløvhed og samme ærbødighed for menneskers meninger.
Menneskelige teorier erstattede Guds ords lære. {MBF 239.6}
Bibelens udbredelse i begyndelsen af det 19. århundrede og det klare lys, som derved
blev udgydt over verden, blev ikke ledsaget af en tilsvarende fremgang i kendskab til
åbenbarede sandheder eller sand religion. Satan kunne ikke som tidligere holde Guds ord
borte fra mennesker. Det var kommet inden for alles rækkevidde; men han forledte mange
til kun at sætte ringe pris på det. Mennesker forsømte at granske Bibelen, og derfor fortsatte
de med at godtage falske fortolkninger og holde fast ved læresætninger, som ikke havde rod
i Den hellige Skrift. {MBF 240.1}
Da Satan indså, at han ikke kunne knuse sandheden ved forfølgelser, benyttede han igen
den plan, som havde ført til det store frafald og romerkirkens oprettelse. Han forledte de
kristne til at slutte sig sammen med dem, hvis kærlighed til denne verden viste, at de var
afgudsdyrkere i lige så høj grad som de mennesker, der tilbad udskårne billeder. Resultatet
af denne forbindelse var ikke mindre katatastrofalt end i fortiden. Stolthed og ødselhed
næredes under religionens kappe, og kirkerne blev fordærvede. Satan fortsatte med at
186