Vredens Vin_da

Vredens Vin
En anden, der var med i bevægelsen, sagde: „Alle vegne var der inderlig hjerteransagelse
og ydmygelse for himlens Gud. Interessen blev vendt fra det, der hører denne verden til; al
strid og fjendskab blev bilagt, alle forurettelser tilstået, og angrende, bodfærdige hjerter bad
Gud om tilgivelse. Der var en sjælens ydmyghed, hvis lige vi aldrig før havde set. Gennem
Joel havde Gud befalet, at når hans store dag var nær, skulle mennesker sønderrive deres
hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til ham med faste og gråd. Som Gud havde
lovet gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på
ham, som de havde gennemboret. De, som afventede Herrens komme, ydmygede sig for
ham.“12 {MBF 322.2}
Af alle store religiøse bevægelser siden apostlenes dage har ingen været mere fri for
menneskelig ufuldkommenhed og Satans bedrag end denne bevægelse i efteråret 1844. Selv
efter mange års forløb følte alle, der deltog i den og ikke siden var veget fra sandhedens
grund, dette værks hellige indflydelse og vidnede om, at det var Guds værk. Da
midnatsråbet lød: „Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!“ vågnede de ventende og
„gjorde deres lamper i stand.“ De studerede Guds ord med en hidtil ukendt interesse. Engle
blev sendt fra himlen for at vække dem, der havde mistet modet, og gøre dem rede til at tage
imod budskabet. Det var ikke menneskers visdom, men Guds kraft der ledede værket. Det
var ikke de mest begavede, men de mest ydmyge og gudfrygtige, der var de første til at høre
og adlyde kaldet. Landmænd lod deres korn stå på marken, håndværkere lagde deres
værktøj fra sig — med tårer i øjnene og glæde i hjertet drog de ud for at forkynde advarslen.
De, som tidligere havde været de ledende, var de sidste, der sluttede sig til denne bevægelse.
De fleste kirker lukkede døren for budskabet, og mange af dem, der antog det, afbrød deres
forbindelse med kirkerne. Ifølge Guds forsyn forenede denne bevægelse sig med den anden
engels budskab, og hans kraft ledsagede arbejdet. {MBF 322.3}
Budskabet: „Brudgommen kommer!“ var ikke så meget et spørgsmål om bevisførelse,
skønt det bibelske bevis var klart og uimodsigeligt. Det var ledsaget af en betvingende magt,
som rørte sjælen. Der var ingen tvivl, ingen tøven. Da Kristus holdt sit indtog i Jerusalem,
drog de, der var kommet fra alle dele af landet for at fejre påske, til Oliebjerget. Da de
sluttede sig til den skare, der ledsagede Jesus, blev de grebet en af øjeblikkelig inspiration
og råbte: {MBF 323.1}
„Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!“13På samme måde følte de vantro,
der flokkedes ved adventisternes møder — nogle af nysgerrighed, andre blot for at gøre nar
— den overbevisende kraft, der udgik fra budskabet: „Brudgommen kommer!“ {MBF
323.2}
På den tid fandtes en tro, som bragte svar på bøn — en tro, der var sikker på at blive
belønnet. Som regn på den tørstige jord, kom Nådens ånd til dem, der søgte sandheden. De,
der ventede snart at stå ansigt til ansigt med Frelseren, følte en usigelig, højtidelig glæde.
256