Vredens Vin_da

Vredens Vin
Dronningen svarede: „I fortolker Skriften på den ene måde, og de andre (de romerskkatolske
lærere) på en anden måde. Hvem skal jeg tro, og hvem skal kunne dømme om
dette?“ {MBF 204.1}
„I skal tro Gud, som taler tydeligt i sit ord,“ svarede John Knox, „og udover hvad Ordet
lærer Eder, skal I hverken tro den ene eller den anden. Guds ord taler tydeligt for sig selv;
og hvis det nogen steder skulle synes dunkelt, vil Helligånden, som aldrig modsiger sig selv,
andre steder forklare det samme mere klart, så der ikke kan herske nogen tvivl, undtagen for
dem, som absolut vil vedblive at være uvidende.“8 {MBF 204.2}
Sådan lød de sandhedsord, som den frygtløse reformator med fare for sit liv talte til
dronningen. Med det samme ukuelige mod holdt han fast ved sit mål og bad og kæmpede
for Herrens sag, indtil Skotland blev befriet for pavevældet. {MBF 204.3}
Da England indførte protestantismen som statsreligion, aftog forfølgelsen noget, men
standsede ikke helt. Skønt man havde givet afkald på mange af Roms læresætninger, var
ikke så få af dens skikke bevaret. Man forkastede pavens overhøjhed, men ophøjede i stedet
kongen til kirkens overhoved. Og i kirkens gudstjeneste var der stadig store afvigelser fra
evangeliets renhed og enkelhed. Endnu forstod man heller ikke det store princip om
religionsfrihed. Skønt de protestantiske regenter kun sjældent tog deres tilflugt til så
frygtelige grusomheder mod kætteri som Rom, indrømmede man ikke mennesker ret til at
dyrke Gud efter deres egen samvittighed, men krævede, at alle skulle antage den lære og
overholde den form for gudstjeneste, som var foreskrevet af statskirken. De, der havde en
afvigende mening, blev mere eller mindre forfulgt i de følgende århundreder. {MBF 204.4}
I det syttende århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embeder. Med trusler
om store bøder, fængsel og forvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form
for religiøse møder end dem, der var godkendt af kirken. De trofaste, som ikke kunne
afholde sig fra at samles for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke gyder, på
skumle kvistkamre og på nogle tider af året ude i skoven midt om natten. I dette tempel,
som Gud selv havde bygget, samledes de forfulgte Guds børn for at bede og lovsynge ham.
Men trods al forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, og
familier blev splittede. Mange blev landsforvist. Men alligevel var Gud hos sine børn, og
forfølgelsen magtede ikke at bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over
havet til Amerika, hvor de lagde grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har
været dette lands hæder og bolværk. {MBF 204.5}
Ligesom i apostlenes dage blev forfølgelsen et middel til at fremme evangeliet. I et
afskyeligt fængsel, der vrimlede med forbrydere og lastefulde personer, indåndede John
Bunyan himlens rene luft, og her skrev han sin vidunderlige allegori om en pilgrims rejse fra
fordærvelsens land til den himmelske stad. I mere end to hundrede år har denne stemme fra
fængslet i Bedford med betagende kraft lydt til menneskers hjerter. Bunyans
157