Vredens Vin_da

Vredens Vin
videnskab; hvis deres visdom havde været ledetråd for Frankrigs politik; hvis deres
tapperhed havde udkæmpet Frankrigs krige; hvis deres retfærdighed havde præget Frankrigs
love, og hvis Bibelens religion havde styrket franskmændenes intelligens og ledet deres
samvittighed, ville denne tid have tjent Frankrig til uvisnelig hæder! Det ville have været et
stort, rigt og lykkeligt land — et eksempel for alle andre nationer. {MBF 224.2}
Men blind og ubønhørlig fanatisme jog enhver dydens forkynder, enhver forkæmper for
orden og enhver ærlig forsvarer af troen bort. De mænd, der ville have gjort deres land
berømt i hele verden, fik valget mellem bålet og landflygtighed. Til sidst var landets ruin
fuldstændig; der var ingen samvittighed tilbage, som kunne forbydes, ingen tro, som kunne
slæbes til bålet, ingen fædrelandskærlighed, der kunne drives i landflygtighed.“27Og
revolutionen og alle dens rædsler blev det skrækkelige resultat. {MBF 225.1}
Efter huguenotternes flugt fulgte almindelig tilbagegang for Frankrig. Blomstrende
fabriksbyer sygnede hen; frugtbare områder blev til ødemarker; åndelig sløvhed og moralsk
forfald fulgte en periode med usædvanlige fremskridt. Paris blev ét stort fattighus. Man
mener, at 200.000 fattiglemmer ved revolutionens udbrud havde krav på kongens
understøttelse. Kun jesuitterne blomstrede i den smuldrende nation. De regerede med
frygteligt tyranni over kirker og skoler, fængsler og galejer. {MBF 225.2}
Evangeliet ville have skænket Frankrig løsningen på alle disse politiske og sociale
problemer, som var for store for gejstlighed, konge og lovgivere og til sidst styrtede landet
ud i lovløshed og ruin. Men under romerkirkens herredømme havde folket mistet Frelserens
velsignede lære om selvopofrelse og uselvisk kærlighed. De var blevet vænnet af med at
vise selvfornægtelse til gavn for andre. Man havde ikke bebrejdet de rige, at de undertrykte
de fattige, som ikke fik nogen hjælp i deres nedværdigelse og trældom. De riges og
mægtiges egoisme voksede til et tyngende åg. Adelens grådighed og lastefuldhed
resulterede i en skånselsløs udsugelse af bønderne. De rige gjorde de fattige uret, og de
fattige hadede de rige. {MBF 225.3}
I mange provinser tilhørte godserne adelen, og de arbejdende klasser var kun fæstere; de
var i godsejernes magt og måtte finde sig i deres urimelige krav. Det var middelstanden og
de lavere klasser, som måtte understøtte kirken og staten og betale høje skatter både til de
civile myndigheder og til gejstligheden. Adelens ønsker var højeste lov; undertrykkerne var
ligeglade, om bønderne døde. — Folket var tvunget til altid at lade godsejerens interesser gå
forud for alt andet. Landarbejderne sled sig syge, men ingen hjalp dem; hvis de dristede sig
til at beklage sig, blev det behandlet med uforskammet foragt. Domstolene holdt altid med
adelen; det var almindelig kendt, at dommerne tog mod bestikkelse; og aristokratiets
mindste luner var lov på grund af den almindelige korruption. Af de skatter, som blev
aftvunget den jævne befolkning — dels af de verdslige myndigheder og dels af
gejstligheden — fandt mindre end halvdelen vej til kongens eller biskoppens skatkammer.
174