Vredens Vin_da

Vredens Vin
ulydighedens børn. De forsøger lige som han at begrænse Guds lovs forbud og lover
mennesker frihed ved at overtræde lovens bud. Hvis nogen bebrejder dem deres synd, bliver
de hadefulde og trodsige. Når Guds budskaber taler advarende til samvittigheden, får Satan
mennesker til at retfærdiggøre sig og appellere til andres medfølelse, mens de fremturer i
synden. I stedet for at rette deres fejl bliver de vrede på dem, der søger at vejlede dem, som
om de var den eneste årsag til deres vanskeligheder. Lige fra den retfærdige Abels dage til
vor tid er den samme ånd blevet udvist mod dem, der vover at fordømme synden. {MBF
401.3}
Satan har forledt menneskene til at synde ved at sætte Guds karakter i et falsk lys —
akkurat som han gjorde det i himlen. Når det lykkes for ham, erklærer han, at Guds
uretfærdige forbud er skyld i menneskenes fald, ligesom de var skyld i hans eget
oprør. {MBF 401.4}
Men den evige Gud kundgør selv sin karakter: „Herren, Herren er en barmhjertig og
nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled,
tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet.“5 {MBF
401.5}
Ved at udvise Satan af himlen beviste Gud sin retfærdighed og bevarede sin trones ære.
Men da mennesket havde syndet ved at tro på den frafaldne ånds bedrag, viste Gud sin
kærlighed ved at lade sin enbårne søn dø for den faldne slægt. Guds karakter åbenbares i
forsoningen. Korsets vældige vidnesbyrd beviser for hele universet, at det var ganske
uberettiget, at Lucifer gav Guds styre skylden for sin synd. {MBF 401.6}
I striden mellem Kristus og Satan, da Frelseren var her på jorden, blev den store
bedragers karakter afsløret. Intet kunne så fuldstændigt udrydde enhver sympati for Satan
hos himlens engle og hele universets beboere som hans grusomme krig mod verdens frelser.
Hele universets forundring og harme blev vakt af hans gudsbespottelige krav om, at Jesus
skulle tilbede ham, hans himmelråbende dristighed, da han førte ham op på et højt bjerg og
på helligdommens tinde, den ondskab, der lå i hans opfordring til Jesus om at styrte sig ned
fra den svimlende højde, og det aldrig hvilende had, hvormed han jog Jesus fra sted til sted
og fik præsterne og folket til at forkaste hans kærlighed og til sidst råbe: „Korsfæst ham,
korsfæst ham!“ {MBF 402.1}
Det var Satan, der var skyld i, at verden forkastede Kristus. Ondskabens fyrste brugte al
sin magt og list for at tilintetgøre Jesus; for han forstod, at Frelserens kærlighed og
barmhjertighed, hans medfølelse og ømhed viste verden Guds karakter. Satan rejste strid om
hvert eneste krav, som Guds søn fremsatte og fik mennesker til at fylde Frelserens liv med
lidelse og sorg. Den spidsfindighed og falskhed, hvormed han søgte at hindre Jesu gerning,
det had, der kom til udtryk i ulydighedens børns handlinger og hans grusomme
beskyldninger mod ham, hvis liv var præget af en enestående godhed, udsprang af hans
317