Vredens Vin_da

Vredens Vin
vildfarelse, vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato for Kristi genkomst og forledes til en
falsk tryghed — og mange vil ikke komme ud af vildfarelsen, før det er for sent. {MBF
367.3}
Det gamle Israels historie er en slående illustration af adventbevægelsens hidtidige
erfaringer. Gud førte sit folk i adventbevægelsen, ligesom han førte Israels børn bort fra
Egypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro
blev prøvet ved Det røde Hav. Havde de fortsat stolet på den hånd, der havde ledet dem
hidtil, ville de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, der i enighed havde deltaget i arbejdet i
1844, havde anerkendt den tredie engels budskab og forkyndt det i Helligåndens kraft, ville
Gud have virket stort gennem deres arbejde. En strøm af lys ville være blevet udgydt over
verden, og jordens beboere ville have været advaret for mange år siden. Det afsluttende
arbejde ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk. {MBF
368.1}
Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i 40 år. Han ønskede at føre dem
direkte ind i Kana’ans land, så de kunne leve dér som et helligt, lykkeligt folk. Men „det var
på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind.“9På grund af deres frafald døde
de i ørkenen, og andre skulle gå ind i det lovede land. Det var heller ikke Guds mening, at
Kristi genkomst skulle udsættes så længe, og at hans folk i så mange år skulle forblive i
denne syndens og sorgens verden. Men vantro skilte den fra Gud. Da de nægtede at udføre
det arbejde, som Gud havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af
medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, for at syndere kan få mulighed for at
høre advarslen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udøses. {MBF 368.2}
Nu som tidligere vil forkyndelsen af en sandhed, der afslører tidens synder og
vildfarelser, vække modstand. „Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset,
for at hans gerninger ikke skal afsløres.“10Når mennesker ser, at de ikke kan retfærdiggøre
deres standpunkt ud fra Skriften, beslutter mange sig til at holde fast ved det alligevel — og
så begynder de ondskabsfuldt at mistænkeliggøre dem, der forsvarer en upopulær sandhed.
Denne politik har man altid brugt. Elias blev beskyldt for at bringe ulykke over Israel,
Jeremias for at være forræder og Paulus for at besmitte templet. Og lige siden er de, som har
været tro mod sandheden, blevet beskyldt for at være oprørske, kætterske eller stridbare.
Tusinder, som er for vantro til at tage imod det troværdige profetiske ord, tror uden videre
på de beskyldninger, der rettes mod dem, som vover at afsløre almindeligt yndede synder.
Denne ånd vil stadig tiltage. Og Bibelen siger lige ud, at der snart vil komme en tid, da
statens love i den grad vil være i modstrid med Guds lov, at enhver, som vil adlyde de
guddommelige forskrifter, vil blive anklaget og straffet som forbryder. {MBF 368.3}
Hvad skal sandhedens budbringer da gøre? Bør han komme til det resultat, at sandheden
ikke bør forkyndes, fordi den så ofte får mennesker til at undvige eller modsætte sig dens
291