Vredens Vin_da

Vredens Vin
alene Guds uendelige visdom udtænke og hans almagt gennemføre. Den fylder himlen med
forundring og tilbedelse. I den jordiske helligdom symboliserer keruberne, der ærbødigt
betragter nådestolen, den interesse, som de himmelske hærskarer betragter frelsesplanen
med. Dette er den nådens hemmelighed, som engle ønsker at få indblik i — at det kan
forenes med Guds retfærdighed, at han retfærdiggør den angrende synder og genopretter
forbindelsen med den faldne slægt — og at Kristus kunne stige ned og løfte utallige skarer
op af ødelæggelsens afgrund og iføre dem sin egen retfærdigheds pletfrie klæder for at
forene dem med engle, der aldrig har syndet, og i evighed lade dem blive i Guds
nærhed. {MBF 334.1}
Kristi gerning som menneskets talsmand skildres så smukt i Zakarias’ profeti om ham,
„hvis navn er Semak.“ Der står: „Han skal bygge Herrens tempel. Han skal opnå højhed og
herske på sin trone, en præst skal sidde på sin trone, og der skal råde fred mellem
dem.“11 {MBF 334.2}
„Han skal bygge Herrens tempel.“ Kristus er både Guds menigheds grundvold og
bygmester i kraft af sit offer og sin tjeneste som mellemmand. Paulus omtaler ham som
„hovedhjørnestenen. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i
Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i
Ånden.“12 {MBF 334.3}
„Han skal opnå højhed.“ Højhed og herlighed tilkommer Kristus, fordi han har forløst
den faldne menneskehed. Gennem evigheden vil de forløste synge om: „Ham, som elsker os
og har løst os fra vore synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til
præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder.“13 {MBF
334.4}
Han skal „herske på sin trone,“ sidde som præst på sin trone. Han sidder ikke på sin
herligheds trone nu, for herlighedens rige er endnu ikke begyndt. Først når hans tjeneste som
mellemmand er afsluttet, vil Gud „give ham hans fader Davids trone; … der skal ikke være
ende på hans rige.“14Det er i egenskab af præst, at Kristus har taget sæde hos sin fader på
hans trone.15 {MBF 334.5}
Den evige Gud, der har livet i sig selv, deler sin trone med ham, der tog vore sygdomme
og bar vore lidelser, og som „er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd,“ for at
han „kan hjælpe dem, der fristes.“ „Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos
Faderen.“16På menneskenes vegne træder han frem for Faderen med et sønderbrudt legeme
og et pletfrit liv. De sårede hænder og fødder og såret i hans side går i forbøn for det faldne
menneske, hvis forløsning blev tilvejebragt med så usigelig stor en pris. {MBF 335.1}
Der vil være fuld enighed mellem de to. Faderens kærlighed er i lige så høj grad
grundlaget for den fortabte menneskeheds frelse som Sønnens kærlighed. Før Jesus forlod
265