Vredens Vin_da

Vredens Vin
Til hans nye vogteres rædsel erklærede flere af munkene sig snart for omvendt til
protestantismen. Gennem sin celles gitter havde Tausen fortalt sin kammerater om
sandheden. Havde disse danske munke været mere øvede i kirkens behandling af kætteri,
ville man aldrig mere have fået Tausens røst at høre. Men i stedet for at spærre ham inde i et
underjordisk fangehul udviste de ham af klosteret. Nu var de magtesløse. En netop udstedt
kongelig forordning beskyttede forkyndere af den nye lære. {MBF 195.1}
Tausen begyndte at prædike. Kirkerne åbnedes for ham, og folk stimlede sammen for at
høre ham. {MBF 195.2}
Også andre forkyndte Guds ord. Det Nye Testamente blev oversat til dansk og fik stor
udbredelse. Papisternes bestræbelser for at sætte en stopper for arbejdet bevirkede kun, at
det fik større udbredelse, og det varede ikke længe, inden Danmark antog den lutherske
lære. {MBF 195.3}
I Sverige var det også unge mænd, der havde drukket af Wittenbergs brønd, som bragte
livets vand til deres landsmænd. To af den svenske reformations førende skikkelser, Olaus
og Laurentius Petri, der var sønner af en grovsmed i Örebro, studerede under Luther og
Melanchthon, og de forkyndte flittigt de sandheder, de havde lært. På samme måde som den
store reformator vakte Olaus folket ved sin nidkærhed og veltalenhed, mens Laurentius
ligesom Melanchthon var den lærde, tænksomme og stilfærdige. De var begge besjælet af en
glødende fromhed, højt begavede teologer, der forkyndte sandheden med urokkeligt mod.
Der manglede ikke modstand fra papisternes side. De katolske præster ophidsede det
uvidende og overtroiske folk. Olaus Petri blev ofte angrebet af pøbelen, og ved flere
lejligheder slap han kun med nød og næppe fra det med livet i behold. Men reformatorerne
nød kongens gunst og beskyttelse. {MBF 195.4}
Under romerkirkens styre var befolkningen sunket ned i fattigdom og underkuelse. De
var blottet for kendskab til skriften og havde en religion, der kun bestod af tegn og
ceremonier, som ikke på nogen måde oplyste dem. De tog derfor deres tilflugt til deres
hedenske forfædres overtroiske anskuelser og skikke. Folket var delt i stridende grupper,
hvis stadige kampe kun bragte lidelser og ulykker over alle. Kongen besluttede, at såvel stat
som kirke skulle reformeres, og han tog med glæde imod disse dygtige hjælpere i kampen
mod Rom. {MBF 195.5}
I overværelse af kongen og Sveriges førende skikkelser forsvarede Olaus Petri med stor
dygtighed den lutherske tros læresætninger mod romerkirkens forkæmpere. Han erklærede,
at fædrenes lære kun kunne godtages, når den var i overensstemmelse med den hellige
skrift; at de afgørende trossætninger kunne læses i Bibelen på en klar og tydelig måde, så
alle kunne forstå dem. Kristus sagde: „Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt
mig.“7 {MBF 196.1}
151