Vredens Vin_da

Vredens Vin
Et andet onde, som reformatoren førte en lang og beslutsom kamp imod, var
tiggermunkeordenerne. Der var et mylder af disse tiggermunke i England, og de var en
skamplet for rigets storhed og velstand. Erhverv, undervisning, moral, m.m., overalt
mærkedes den ødelæggende påvirkning. Munkelivet i lediggang og tiggeri tærede hårdt på
folkets midler og skabte foragt for nyttigt arbejde. Ungdommen blev demoraliseret og
fordærvet. Munkenes indflydelse foranledigede mange til at gå i kloster og hengive sig til
munkelivet, og dette skete ikke blot uden forældrenes tilladelse, men også uden deres
vidende og i modstrid med deres vilje. {MBF 67.3}
En af de tidlige romerske kirkefædre gjorde stærkt gældende, at munkevæsenets krav gik
frem for de forpligtelser og den kærlighed, børnene skyldte deres forældre. Han sagde:
„Omend din far skulle ligge for din dør grædende og klagende, og din mor skulle vise den
krop, der bar dig, og de bryster, der gav dig die, se til at du tramper dem ned under fod og
går fremad, lige til Kristus.“ Med denne „afskyelige umenneskelighed,“ som Luther senere
kaldte den, „der bar mere præg af ulven og tyrannen end af en kristen og af et menneske,“
sattes børnenes hjerter op mod deres forældre.1På denne måde satte pavens repræsentanter
Guds bud ud af kraft med deres traditioner, ligesom i sin tid farisæerne. Børnene forlod
hjemmet, og forældrene blev berøvet samværet med deres sønner og døtre. {MBF 68.1}
Selv studenter ved universiteterne lod sig føre bag lyset af munkenes bedrag og sluttede
sig til deres ordener. Mange fortrød dette skridt, når det gik op for dem, at de havde ødelagt
livet for sig selv og bragt deres forældre sorg; men når de først sad i fælden, var det umuligt
for dem at få deres frihed tilbage. Mange forældre ville ikke sende deres sønner til
universiteterne, fordi de var bange for munkene. Derfor faldt tilgangen af studerende ved de
store uddannelsescentre, og uvidenheden bredte sig. {MBF 68.2}
Paven havde bemyndiget munkene til at tage folk til skrifte og give syndsforladelse, og
det kom der meget ondt ud af. Munkene ville tjene så meget som muligt og var derfor så
ivrige efter at give syndsforladelse, at de blev opsøgt af alle slags forbrydere. Dette
resulterede i, at de værste laster bredte sig. De syge og fattige fik lov til at lide, og munkene
fik de gaver, som burde have været brugt til at hjælpe de nødstedte. Under trusler afkrævede
munkene folket almisser og fordømte dem som ugudelige, hvis de ikke ville skænke
munkeordenerne deres penge. Skønt munkene foregav at være fattige, voksede deres rigdom
stadig og deres prægtige bygninger og overdådige liv stod i stadig skarpere kontrast til
landets fattigdom. Og mens tiggermunkene selv tilbragte tiden med luksus og fornøjelser,
udsendte de uvidende mænd i deres sted, som kun kunne fortælle eventyrlige historier,
legender og morsomheder for at underholde folket, som blev ført mere og mere bag lyset af
munkene. {MBF 68.3}
Ikke desto mindre fortsatte munkene med at opretholde deres magt over de overtroiske
masser og fik dem til at tro, at hele deres religiøse pligt bestod i at anerkende pavens
47