Vredens Vin_da

Vredens Vin
De havde forladt deres huse, deres ejendele og deres levebrød. De var fremmede i et land,
hvor folket talte et andet sprog og havde andre skikke. De var nødt til at påtage sig ting, de
aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Midaldrende mænd, som hele deres liv
havde været landbrugere, måtte lære et håndværk. Men de fandt sig uden at klage i
forholdene og spildte ikke tiden med lediggang eller selvmedlidenhed. Skønt de fleste var
fattige, takkede de Gud for de goder, de havde, og glædede sig over deres uforstyrrede
åndelige fællesskab. „De vidste, at de var pilgrimme og lagde ikke større vægt på det
timelige, men løftede blikket mod himlen, deres kæreste land, og bevarede deres
sindsro.“4 {MBF 234.3}
Skønt de var landflygtige og havde mange vanskeligheder, voksede deres kærlighed og
tro sig stærk. De stolede på Herrens løfter, og han svigtede dem ikke i nødens stund. Hans
engle trøstede og opmuntrede dem. Og da Guds hånd syntes at vise dem vej over havet til et
land, hvor de måske selv kunne grundlægge en stat og efterlade deres børn trosfrihedens
værdifulde arv, begav de sig af sted uden at tøve. {MBF 234.4}
Ved prøvelser havde Gud forberedt dem til at iværksætte hans gode planer. Menigheden
var blevet fornedret for at kunne blive ophøjet. Gud ville vise sin magt til gunst for den og
endnu engang vise verden, at han ikke svigter dem, der stoler på ham. Han havde ledet
begivenhederne sådan, at Satans vrede og onde mænds anslag tjente til at kaste hæder over
hans navn og føre hans folk til et sikkert sted. Forfølgelser og landflygtighed åbnede vejen
til friheden. {MBF 235.1}
Da puritanerne blev nødt til at forlade den engelske statskirke, sluttede de sig ved en
højtidelig pagt sammen som Herrens frie folk, „der skulle følge alle de veje, han havde vist
eller ville vise dem.“5Dette var protestantismens sande ånd og vitale princip. Med dette
formål for øje forlod de Holland for at søge et hjem i den nye verden. Deres præst, John
Robinson, som var forhindret i at tage med dem, sagde i sin afskedstale: {MBF 235.2}
„Brødre, nu skal vi snart skilles, og kun Herren ved, om jeg skal opleve at gense jer. Men
enten det er hans vilje eller ej, pålægger jeg jer for Guds åsyn ikke at følge mig længere, end
jeg har fulgt Kristus. Hvis Gud åbenbarer jer noget gennem et andet af sine redskaber, bør I
modtage det lige så ivrigt, som I modtog de sandheder, jeg har forkyndt jer; for jeg føler mig
overbevist om, at Herren vil åbenbare flere sandheder og mere lys fra sit hellige
ord.“6 {MBF 235.3}
„Jeg kan ikke nok beklage de reformerte kirkers tilstand, disse kirker, som er kommet til
religiøs stilstand og ikke foreløbig vil gå længere end redskaberne til deres reformation.
Lutheranerne kan ikke overtales til at gå ud over, hvad Luther så, … calvinisterne sidder,
som I ved, fast dér, hvor denne store Guds tjener, som dog ikke så alt, efterlod dem. Dette er
yderst beklageligt; for skønt de var skinnende lys på deres tid, fattede de dog ikke alle Guds
182