Vredens Vin_da

Vredens Vin
… For Guds skyld besværger jeg Eder, højbårne kejser, og Eder, høje fyrster, og alle
mennesker i alle stillinger om ud fra profeternes og apostlenes skrifter at bevise, at jeg har
fejlet. Så snart jeg er blevet overbevist om dette, vil jeg tilbagekalde enhver vildfarelse og
være den første til at beslaglægge mine bøger og kaste dem på bålet. {MBF 127.4}
Jeg håber, at hvad jeg lige har sagt, tydeligt viser, at jeg omhyggeligt har overvejet de
farer, jeg udsætter mig for. Men langt fra at være forfærdet glæder jeg mig over, at
evangeliet nu som før giver anledning til uro og uenighed. Sådan er Guds ords natur, sådan
er dets skæbne. Jesus sagde: ‘Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er
ikke kommet for at bringe fred, men sværd.’ Guds råd er underfulde og frygtelige. Vogt
Eder, at I ikke for at undertrykke meningsforskelle, kommer til at forfølge Guds hellige ord
og nedkalde en frygtelig syndflod af uovervindelige farer, af ulykker her og fortvivlelse
hinsides. … Jeg kunne fremføre mange eksempler fra Guds ord. Faraonerne, Babylons og
Israels konger, hvis anstrengelser aldrig bidrog mere til deres egen ødeæggelse, end når de
ville styrke deres magt ved de råd, som forekom dem at være de klogeste. ‘Gud flytter
bjerge, og de ved ikke af det.’23 {MBF 128.1}
Luther havde talt på tysk. Nu blev han bedt om at gentage sin tale på latin. Skønt han var
udmattet, holdt han atter sin tale med samme kraft og klarhed som første gang. Det var Guds
forsyn, som stod bag dette. Mange af fyrsterne var så forblindede af vildfarelse og overtro,
at de ikke første gang så styrken i Luthers argumenter, men gentagelsen bevirkede, at de
tydeligt fattede hovedpunkterne i det, han havde sagt. {MBF 128.2}
De, der stædigt lukkede øjnene for lyset og ikke ville lade sig overbevise af sandheden,
blev rasende over myndigheden i Luthers ord. Da han holdt op med at tale, sagde ordføreren
for rigsdagen vredt: „Du har ikke besvaret det stillede spørgsmål. … Der forlanges et klart
og utvetydigt svar af dig. Vil du kalde det tilbage, eller vil du ikke?“ {MBF 128.3}
Reformatoren svarede: „Da Eders højærværdige Majestæt og Eders Stormægtigheder
kræver et utvetydigt svar, vil jeg give Eder det, og det lyder således: Jeg kan ikke gøre min
tro afhængig af hverken paven eller kirkefædrene, fordi det er klart som dagen, at de ofte er
faret vild og har modsagt hinanden. Hvis jeg ikke overbevises af Skriftens vidnesbyrd eller
af den klareste bevisførelse — hvis ikke jeg bliver overbevist ved de tekster, jeg har citeret,
og man således binder min samvittighed ved Guds ord, kan og vil jeg ikke kalde noget
tilbage, for det er ikke ret for en kristen at tale mod sin samvittighed. Her står jeg! Jeg kan
ikke andet! Gud hjælpe mig! Amen.“24 {MBF 128.4}
Således stod denne retskafne mand på Guds ords sikre grundvold. Himlens lys strålede
fra hans ansigt. Alle kunne se hans sinds storhed og retskaffenhed, hans hjertes fred og
glæde, idet han vidnede mod vildfarelsens magt og viste, hvor mægtig den tro er, som
overvinder verden. {MBF 129.1}
97