Vredens Vin_da

Vredens Vin
nu strømmede mig i møde fra de hellige sider, og hvor klar og strålende var sandheden ikke!
Alle de modsigelser og uoverensstemmelser, jeg før havde fundet i Ordet, var nu borte, og
skønt der stadig var mange ting, jeg ikke helt forstod, udgik der dog så meget lys fra Den
Hellige Skrift til at oplyse min tidligere formørkede sjæl, at jeg følte en glæde ved studierne,
som jeg ikke tidligere havde drømt om at få ud af dens forkyndelse.“38 {MBF 264.4}
„Efter at jeg var nået til den dybe overbevisning, at Skriften forudsagde så
betydningsfulde begivenheder, der skulle ske i løbet af så kort tid, var der et spørgsmål, der
trængte ind på mig med stor kraft: Hvad var min pligt over for verden efter det vidnesbyrd,
der havde rørt min egen sjæl?“39Miller kunne kun føle sig forpligtet til at give andre del i
det lys, han selv havde modtaget. Han ventede at møde modstand fra de gudløse, men var
sikker på, at alle kristne ville fryde sig i håbet om at møde den frelser, som de sagde, at de
elskede. {MBF 265.1}
Dog var han bange for, at mange i deres store glæde ved udsigten til den vidunderlige
udfrielse, der skulle komme så snart, ville modtage læren uden at overbevise sig om
sandheden i den ved at læse i Skriften. Derfor tøvede han med at komme frem med den af
frygt for, at han måske tog fejl og kunne komme til at lede andre på vildspor. Beviserne for
de slutninger, han var kommet til, måtte han gennemgå endnu en gang og omhyggeligt
overveje enhver vanskelighed, han måtte støde på. Han fandt, at alle indsigelser forsvandt
som dug for solen i lyset af Guds ord. Fem år brugte han på dette, og så var han fuldt
overbevist om, at han havde ret. {MBF 265.2}
Pligten til at lade andre vide, hvad han mente fremgik så tydeligt af Skriften, trængte med
fornyet styrke ind på ham. „Når jeg var beskæftiget med mit arbejde,“ sagde han, „ringede
det stadig for mine ører: ‘Gå ud og fortæl verden om den fare, den svæver i.’ Hele tiden
faldt denne tekst mig ind: {MBF 265.3}
‘Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og
advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod
vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende
om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet
dit liv.’40Jeg følte, at hvis de gudløse for alvor blev advaret, ville mange af dem omvende
sig, og hvis de ikke blev advaret, ville deres blod blive krævet af min hånd.“41 {MBF
265.4}
Han begyndte at fremsætte sine synspunkter privat, når han fik lejlighed til det, og bad
Gud om, at en eller anden præst måtte få øjnene op for deres styrke og vie sig til at udbrede
dem. Men han kunne ikke frigøre sig fra den overbevisning, at det var hans personlige pligt
at give advarslen. Disse ord kom stadig i hans tanker: „Gå ud og sig det til verden! Jeg vil
kræve deres blod af din hånd!“ I ni år ventede han, mens byrden stadig tyngede hans sjæl,
indtil han i 1831 for første gang gav offentligt udtryk for sin tro. {MBF 265.5}
209