Vredens Vin_da

Vredens Vin
at slukkes, så den igen kom til at lyse op i Skotland og gøre ende på den undertrykkelse,
Rom havde udøvet i fire hundrede år. {MBF 202.3}
Nu gav martyrernes blod bevægelsen ny drivkraft. De katolske ledere, som pludselig blev
klar over den fare, der truede deres sag, bragte nogle af Skotlands ædleste sønner på bålet.
Men derved rejste de blot en prædikestol, hvorfra de døendes ord hørtes over hele landet og
fyldte folks sjæle med et ukueligt forsæt om at ryste Roms lænker af sig. {MBF 203.1}
De ædle fyrster Hamilton og Wishart ofrede sammen med mange ukendte livet på bålet.
Men fra Wisharts bål kom der én, som flammerne ikke skulle komme til at bringe til tavshed
— én, som ved Guds hjælp skulle få dødsklokkerne til at ringe over pavevældet i
Skotland. {MBF 203.2}
John Knox havde vendt sig fra kirkens traditioner og mystik til Guds ords sandheder, og
Wisharts undervisning styrkede hans beslutning om at forlade romerkirken og slutte sig til
de forfulgte reformatorer. {MBF 203.3}
Venner tilskyndede ham til at blive præst, men han veg med bæven tilbage for dette
ansvar. Først efter flere dages ensom, pinefuld kamp med sig selv indvilligede han. Men da
han først havde taget imod kaldet, ilede han fremad med ukueligt mod og beslutsomhed, så
længe han levede. Denne oprigtige reformator frygtede ingen mennesker. Martyrbålene,
som blussede omkring ham, forstærkede blot hans iver. Med tyrannens økse hængende over
hovedet uddelte han kraftige slag til højre og venstre for at nedbryde
afgudsdyrkelsen. {MBF 203.4}
Da han blev stillet ansigt til ansigt med dronningen af Skotland, der havde kuet mange
protestantiske ledere, aflagde John Knox uden at vakle sit vidnesbyrd om sandheden. Han
lod sig hverken vinde ved venlighed eller skræmme af trusler. Dronningen anklagede ham
for kætteri og erklærede, at han havde lært folket at antage en religion, som staten havde
forbudt, og derved overtrådt Guds befaling om, at undersåtter skal adlyde deres fyrster.
Uden at betænke sig svarede Knox: {MBF 203.5}
„Da den rette gudsdyrkelse ikke fik sin oprindelige styrke eller myndighed fra denne
verdens fyrster, men fra den evige Gud, er undersåtter ikke forpligtede til at indrette deres
gudsdyrkelse efter fyrsternes smag. For det sker ofte, at fyrster er de mest uvidende af alle
med hensyn til Guds sande religion. … Hvis alle Abrahams efterkommere havde antaget
Faraos religion, fordi de længe havde været hans undersåtter, gad jeg nok vide, høje frue,
hvilken religion der ville have været i verden. Eller hvis alle mennesker i apostlenes dage
havde antaget de romerske kejseres religion, hvilken religion ville der så have været på
denne jord? Deraf kan I se, at undersåtter ikke er bundet til deres fyrsters religion, skønt det
er dem befalet at vise dem lydighed.“ {MBF 203.6}
156