Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 27—Vækkelser i nyere tid
Hvor som helst Guds ord er blevet trofast forkyndt, har det bragt resultater, der beviser
dets guddommelige oprindelse. Guds ånd ledsagede hans tjeneres budskab, og ordet havde
kraft. Synderes samvittighed vågnede. „Det sande lys, som oplyser ethvert menneske,“
oplyste deres inderste, og det, som skjulte sig i mørket, kom for dagen. De blev grebet af en
dyb overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De havde set
Jahves retfærdighed og frygtede ved tanken om i deres urenhed og skyld at skulle stå frem
for ham, der ransager hjerterne. De råbte fortvivlet: „Hvem skal fri mig fra dette dødens
legeme?“ Da Golgatas kors og det uendeligt store offer for menneskenes synd blev
åbenbaret, indså de, at kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser og forsone
dem med Gud. I tro og ydmyghed satte de deres lid til Guds lam, som borttager verdens
synd. Ved Jesu blod fik de tilgivelse for de synder, som de tidligere havde begået. {MBF
371.1}
Disse mennesker bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et
nyt liv som nye skabninger i Kristus Jesus. De fulgte ikke længere deres tidligere lyster. Ved
troen på Guds søn fulgte de i hans fodspor, genspejlede hans karakter og rensede sig selv,
ligesom han er ren. Det, de før hadede, elskede de nu, og det, de før elskede, hadede de nu.
De hovmodige og selvbevidste blev ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og
beskedne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne ædruelige og de lastefulde rene af
hjertet. Der blev set bort fra verdens tomme modepåfund. De kristnes skønhed var ikke „i
det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte
menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i
Guds øjne.“1 {MBF 371.2}
Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved
højtidelige, indtrængende opfordringer til synderen og dyb medfølelse med dem, der var
købt ved Kristi blod. Mænd og kvinder kæmpede i bøn med Gud for sjæles frelse. Frugten
af sådanne vækkelser var kristne, der ikke veg tilbage for selvfornægtelse, men glædede sig
over, at de blev agtet værdige til at lide for Kristi skyld. Andre så, hvorledes de, der
bekendte Jesu navn, blev forvandlede. Samfundet fik gavn af deres indflydelse. De samlede
med Kristus og såede i Ånden for at høste evigt liv. {MBF 372.1}
Om dem kunne det med rette siges: „I blev bedrøvede til omvendelse.“ „For bedrøvelse
efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens
forstand virker død. Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje — hvor stor beslutsomhed, ja
undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos
jer! På alle måder har I vist jer rene i denne sag.“2 {MBF 372.2}
293