Vredens Vin_da

Vredens Vin
gjorde forræderen et tegn, men der blev ikke mælet et ord. Processionen gjorde holdt, nogle
trængte ind i huset, familien blev slæbt ud og lagt i lænker. Og så gik det frygtelige optog
videre for at søge nye ofre. De „skånede intet hus, stort eller lille, ikke engang Pariseruniversitetets
kollegier. … Morin fik hele byen til at skælve. … Det var et
rædselsregimente.“24 {MBF 181.4}
Ofrene blev dræbt under grusom tortur. Efter særlig ordre blev ilden dæmpet for at gøre
pinslerne særlig langvarige. Men de sejrede i døden. Deres standhaftighed var urokkelig og
deres fred uforstyrret. Deres forfølgere var ude af stand til at knække dem og følte sig
besejrede. „Skafotterne blev rejst overalt i Paris, og dag efter dag fandt henrettelser sted.
Hensigten var at forøge rædslen for kætteri, men i den sidste ende var det evangeliet, der fik
fordel af det. Hele Paris fik at se, hvilken slags mennesker den nye tro kunne skabe. Ingen
prædikestol kunne måle sig med martyrbålet. Den ophøjede glæde, der oplyste disse
menneskers ansigter, når de kom gående til bålet, deres heltemod, når de stod mellem
flammerne og deres ydmyge tilgivelse af deres fjender forvandlede i mange tilfælde vrede
til medlidenhed, had til kærlighed og talte uimodståeligt til gunst for evangeliet.“25 {MBF
182.1}
Præsterne var ivrige efter at holde pøbelens raseri ved lige. De kom med de
forfærdeligste beskyldninger mod protestanterne. De blev beskyldt for at planlægge at
myrde katolikkerne, vælte regeringen og dræbe kongen. De kunne dog ikke komme med så
meget som skyggen af et bevis for deres påstande. Men disse onde profetier skulle gå i
opfyldelse — dog under helt andre omstændigheder. De grusomheder, katolikkerne begik
mod uskyldige protestanter, lagde grunden til en vrede, som i følgende århundreder
fremkaldte den undergang, de havde forudsagt ville blive kongens, regeringens og
undersåtternes skæbne. Men den blev forårsaget af vantro og af katolikkerne selv. Det var
ikke protestantismen, men undertrykkelse af den, der knap tre hundrede år senere bragte
disse ulykker over Frankrig. {MBF 182.2}
Mistro og rædsel fyldte mennesker af alle klasser. Midt i al uroen så man, hvilket fast
greb Luthers lære havde fået i mænd, som særlig udmærkede sig ved kundskab, indflydelse
og en fremragende karakter. Høje og betroede stillinger stod pludselig ledige. Håndværkere,
bogtrykkere, lærere, professorer og forfattere, ja selv hofmænd forsvandt. Mange hundrede
flygtede fra Paris og forlod af egen fri vilje deres fædreland. På denne måde tilkendegav de,
at de var tilhængere af den reformerte tro. Katolikkerne blev højlig forbløffede over, hvilke
kættere de uden at vide det havde tålt iblandt sig uden at mistænke dem. Deres raseri gik ud
over de mange, mindre fornemme ofre, der var i deres magt. Fængslerne var overfyldte, og
selve luften syntes formørket af røgen fra martyrbålene. {MBF 182.3}
Frans I havde smigret sig med at være blandt lederne af den store bevægelse for
videnskabens genoplivelse i begyndelsen af det 16. århundrede. Det havde været hans glæde
140