Vredens Vin_da

Vredens Vin
overhøjhed, tilbede helgenerne og give munkene gaver — og at dette var tilstrækkeligt til at
sikre dem en plads i himlen. {MBF 69.1}
Lærde og fromme mænd havde forgæves søgt at reformere disse munkeordener, men
Wicliff så klart på tingene og bekæmpede ondets rod, idet han erklærede, at selve systemet
var forkert og burde afskaffes. Nu blev problemet sat under debat. Når munkene rejste
gennem landet og solgte pavens afladsbreve, begyndte folk at spørge, om det nu også var
muligt at købe tilgivelse for penge, og om det ikke var mere rigtigt at søge den hos Gud end
hos paven (se noter). Mange følte sig ilde berørt af munkenes griskhed, der syntes
umættelig. De sagde: „Roms munke og præster fortærer os som kræft. Gud må befri os —
ellers går folket til grunde.“2For at dække over deres griskhed påstod tiggermunkene, at de
fulgte Frelserens eksempel, og de hævdede at Jesus og hans disciple også blev underholdt af
folkets gaver. Herved skadede de kun deres egen sag, for nu søgte folk til Bibelen for at
finde ud af, hvad der var sandhed — og det var romerkirken mindst af alt interesseret i.
Menneskers opmærksomhed blev henledt på sandhedens kilde, som pavekirken netop var
opsat på at skjule. {MBF 69.2}
Wicliff begyndte at skrive og udgive traktater imod tiggermunkene. Hans hensigt var
ikke så meget at komme i skænderi med dem, som at lede folkets opmærksomhed til
Bibelen og dens forfatter. Han hævdede, at paven ikke har mere magt til at forlade synder
eller lukke nogen ud af kirken end de almindelige præster — og at ingen for alvor er
udelukket, medmindre han pådrager sig Guds fordømmelse. Han kunne ikke have fundet en
mere effektiv metode til at omstyrte det åndelige og verdslige herredømmes kolossale
bygningsværk, som paven havde opført, og hvor millioner af menneskesjæle blev holdt i
fangenskab. {MBF 69.3}
På ny fik Wicliff til opgave at forsvare den engelske krones rettigheder over for Roms
overgreb. Han blev udnævnt til kongelig gesandt og tilbragte to år i Nederlandene for at
forhandle med de pavelige gesandter. Her kom han i forbindelse med gejstlige fra Frankrig,
Italien og Spanien og fik lejlighed til at se bag kulisserne og skaffe sig oplysninger om
mange forhold, som han ikke havde haft kendskab til i England. Han lærte meget, som
gjorde hans senere arbejde mere effektivt. Mens han færdedes sammen med disse
repræsentanter fra pavehoffet, blev han klar over hierarkiets sande karakter og hensigter. Da
han kom tilbage til England, gentog han sine tidligere synspunkter mere åbenlyst og med
større ildhu og erklærede, at begærlighed, stolthed og bedrag var Roms guder. I en af de
traktater, han skrev om paven og hans pengeopkrævere, stod der: „De rejser ud af vort land
med de penge, som fattige mennesker skulle leve af. Hvert år drager de af sted med mange
tusind mark af kongens penge for sakramenter og åndelige ting, som er fordømt kætteri og
simoni, og får hele kristenheden til at bifalde og understøtte dette. Ja, visselig, hvis der var
et helt bjerg af guld i vort land, og der ikke var andre, der tog af det, end den stolte,
verdslige præsts opkræver, ville dette bjerg i tidens løb svinde ind, for han tager bestandig
48