Vredens Vin_da

Vredens Vin
at ære dagen og overholde den med større fromhed i den kommende tid til kristendommens
ære.“10 {MBF 462.4}
Da kirkemødernes påbud viste sig utilstrækkelige, blev de verdslige myndigheder bedt
om at udstede et edikt, der skulle slå mennesker med rædsel og tvinge dem til at afholde sig
fra at arbejde om søndagen. Ved en synode i Rom blev alle tidligere vedtagelser atter
bekræftet højtideligt og med stor alvor. De blev også indføjet i den kirkelige lov og
håndhævet af de borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden.11 {MBF 463.1}
Men det voldte stadig mange vanskeligheder, at der ikke i Skriften fandtes nogen
begrundelse for søndagens helligholdelse. Folket tvivlede på, at deres lærere havde ret til at
tilsidesætte Jahves direkte befaling: „Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud,“ for at
helligholde solens dag. For at afhjælpe mangelen på bibelske beviser måtte man finde andre
udveje. En nidkær forkæmper for søndagen, der i slutningen af det12århundrede besøgte
Englands kirker, mødte modstand fra trofaste vidner for sandheden, og hans anstrengelser
var så frugtesløse, at han en tid forlod landet for at udtænke et middel til at håndhæve sin
lære. Da han vendte tilbage, havde han fundet det, og nu havde han større held med sig. Han
medbragte et dokument, som han foregav stammede fra Gud selv. Det indeholdt det
nødvendige påbud om at helligholde søndagen — tillige med frygtelige trusler, som skulle
skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument — en forfalskning så tarvelig som den
institution, den støttede — blev udgivet for at være faldet ned fra himlen og fundet i
Jerusalem på Skt. Simons alter på Golgata. Men i virkeligheden stammede det fra det
pavelige palads i Rom. Svig og forfalskninger for at fremme kirkens magt og rigdom har
altid været anset for lovlige af det pavelige hierarki. {MBF 463.2}
Dette dokument forbød alt arbejde fra den niende time — klokken 15 lørdag eftermiddag
— til solopgang om mandagen, og man hævdede, at dets gyldighed var bekræftet af mange
mirakler. Man fortalte, at mennesker, der arbejdede efter det fastsatte klokkeslæt, var blevet
ramt af lammelser. En møller, der forsøgte at male sit korn, så en strøm af blod komme frem
i stedet for mel, og møllehjulet stod stille trods en stærk strøm af vand. En kvinde, der satte
dej i ovnen, så, at den var rå, da hun tog den ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som
havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side
til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved
guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så blod
flyde fra det, da han næste morgen ville spise det. Ved sådanne absurde og overtroiske
historier forsøgte søndagens forkæmpere at bevise dens hellighed.12 {MBF 463.3}
Både i Skotland og i England vandt man større agtelse for søndagen ved at knytte den
sammen med en del af den gamle sabbat. Men der var forskel på, hvor lang tid den skulle
helligholdes. En forordning fra den skotske konge kundgjorde, at „lørdag fra kl. 12 middag
364