Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til Luthers møde for rigsdagen og med
dyb bevægelse lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var han vidne til doktorens mod,
fasthed og selvbeherskelse — og hans beslutning om at tage ham i forsvar blev styrket. Han
sammenlignede de stridende parter og så, at pavers, kongers og prælaters visdom var blevet
gjort til intet ved sandhedens magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville føles
blandt alle folkeslag og i al fremtid. {MBF 130.1}
Da pavens udsending blev klar over den virkning, Luthers tale havde gjort, frygtede han
som aldrig før for den romerske kirkes magtstilling og besluttede med alle midler at udvirke
reformatorens fald. Med hele den veltalenhed og den diplomatiske snilde, som han i sjælden
grad udmærkede sig ved, foreholdt han den unge kejser, hvor tåbeligt og farligt det ville
være for en ubetydelig munks skyld at ofre den mægtige pavestols venskab og støtte. {MBF
130.2}
Hans ord var ikke uden virkning. Dagen efter at Luther havde havde givet sit svar,
forelagde kejser Karl rigsdagen et budskab, hvori han kundgjorde sin beslutning om ligesom
sine forgængere at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at
opgive sine vildfarelser, skulle der tages de kraftigste forholdsregler imod ham og de
kætterske lærdomme, han fremsatte. Kejseren sagde: „En enkelt munk, der er vildledt af sin
egen dårskab, har gjort oprør mod kristenhedens tro. For at standse en sådan ugudelighed vil
jeg ofre mine riger, mine skatte, mine venner, mit legeme, mit blod, min sjæl og mit liv. Jeg
vil sende augustinermunken Luther bort med forbud mod at forårsage den ringeste uro
blandt folk. Derefter vil jeg forfølge ham og hans tilhængere som hårdnakkede kættere med
udelukkelse af kirken, med interdikt og alle midler, som er egnet til deres udryddelse. Jeg
opfordrer medlemsstaterne til at optræde som tro kristne.“26Ikke desto mindre erklærede
kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han skulle have tilladelse til at vende
hjem i sikkerhed, før der kunne indledes nogen proces imod ham. {MBF 130.3}
Nu fremkom to modstridende meninger fra rigsdagens medlemmer. Pavens
repræsentanter krævede, at der ikke skulle tages hensyn til Luthers lejdebrev. {MBF 131.1}
„I Rhinen,“ sagde de, „burde hans aske kastes, som tilfældet havde været med Johan
Huss’ aske for hundrede år siden.“27Men skønt de tyske fyrster var katolikker og åbent
erklærede sig for Luthers fjender, protesterede nogle af dem mod et sådant offentligt
tillidsbrud og kaldte det en plet på nationens ære. De gjorde opmærksom på de ulykker, som
fulgte efter Huss’ død, og erklærede, at de ikke vovede at nedkalde en gentagelse af disse
forfærdelige onder over Tyskland eller deres unge kejser. {MBF 131.2}
Som svar på det nedrige forslag sagde Karl selv: „Skulle end ære og tro være forvist fra
hele verden, burde de dog finde tilflugt i fyrsternes hjerter.“28 {MBF 131.3}
99