Vredens Vin_da

Vredens Vin
hvorfor den første ugedag blev helligholdt i stedet for den dag, Gud havde helliget. I
Bibelen kunne de ikke finde noget bevis for, at det fjerde bud var blevet sat ud af kraft, eller
at sabbatten var blevet ændret. Den velsignelse, som oprindeligt helligede den syvende dag,
var aldrig ændret. De havde oprigtigt søgt at lære Guds vilje at kende og rette sig efter den.
Nu så de, at de havde overtrådt hans lov, og sorg fyldte deres hjerter. De beviste deres
troskab mod Gud ved at gå over til at helligholde hans sabbat. {MBF 350.3}
Der blev gjort mange alvorlige forsøg på at rokke ved deres tro. Ingen kunne undgå at se,
at hvis den jordiske helligdom var en afbildning eller en model af den himmelske, var den
lov, der blev opbevaret i arken på jorden, en nøjagtig kopi af loven i arken i himlen — og at
man ikke kunne antage sandheden om den himmelske helligdom uden at anerkende kravene
i Guds lov og dermed sabbatten som hviledag ifølge det fjerde bud. Her var hemmeligheden
bag den bitre modstand mod den harmoniske forklaring af Bibelen, der åbenbarede Kristi
tjeneste i den himmelske helligdom. Mennesker forsøgte at lukke den dør, som Gud havde
åbnet, og at åbne den, som han havde lukket. Men han, „som lukker op, så ingen kan lukke
i, og lukker i, så ingen lukker op,“ havde sagt: „Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen
kan lukke i.“5 {MBF 350.4}
Kristus havde åbnet døren eller tjenesten i det Allerhelligste. Lyset skinnede ud fra den
åbne dør i den himmelske helligdom, og det blev åbenbart, at det fjerde bud var en del af
den lov, som opbevares der; hvad Gud har oprettet, kan intet menneske ændre. {MBF
351.1}
De, der havde anerkendt lyset om Kristi formidlingstjeneste og Guds lovs
uforanderlighed, opdagede, at disse sandheder blev omtalt i Åbenbaringens 14. kapitel.
Budskaberne i dette kapitel udgør en trefoldig advarsel (se noter), som skal forberede
jordens beboere på Herrens genkomst. Ordene: „Timen er kommet, da han dømmer,“ peger
på Kristi sidste tjeneste for menneskets frelse. De indeholder en sandhed, som må
forkyndes, indtil Frelserens formidlingstjeneste er ophørt, og han vender tilbage til jorden
for at hente sine børn. Den dom, der begyndte i 1844, skal fortsætte, indtil alles skæbne —
både de levendes og de dødes — er blevet afgjort, og derfor vil den vedvare til nådetidens
ophør. For at mennesker kan forberede sig til at bestå i dommen, befaler Gud dem at „frygte
Gud og give ham ære“ og „tilbede ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.“
De, der tror på disse budskaber, beskrives som „de hellige, som holder fast ved Guds bud og
troen på Jesus.“ Hvis mennesker skal være klar til dommen, må de adlyde Guds lov — for
ud fra den lov vil deres karakter blive bedømt. Paulus siger: „De, som har syndet uden
loven, vil også gå fortabt uden loven … på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i
mennesker.“ Og han siger, at „de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige.“6Tro er en
forudsætning for at holde Guds lov, for „uden tro er det umuligt at behage ham.“ Og „alt,
hvad der ikke er af tro, er synd.“7 {MBF 351.2}
277