Vredens Vin_da

Vredens Vin
himlen, ville jeg visselig være berettiget dertil. … Hvis det var blevet ved på den måde ret
meget længere, ville mine spægelser snart være endt med døden.“3Som følge af den
pinefulde selvtugt mistede han sine kræfter og kom til at lide af besvimelsesanfald, hvis
eftervirkninger han aldrig rigtigt kom sig af. Men trods alle anstrengelser fandt hans tyngede
sjæl ingen fred — og til sidst var han på fortvivlelsens rand. {MBF 99.4}
Men da alt forekom ham at være tabt, sendte Gud ham en ven og hjælper. Den fromme
Staupitz åbnede Luthers sind for Guds ord og bød ham se bort fra sig selv, holde op med at
tænke på den evige straf og se hen til Jesus, hans tilgivende frelser. „I stedet for at plage dig
selv på grund af dine synder, skal du kaste dig i Frelserens arme. Stol på ham, på hans
retfærdighed og på forsoningen ved hans død. … Lyt til Guds søn. Han blev menneske for at
give dig forvisningen om Guds velvilje. … Elsk ham, som elskede dig først.“4Således talte
dette nådens sendebud. Hans ord gjorde et dybt indtryk på Luther. Efter mange kampe mod
længe nærede vildfarelser lykkedes det ham endelig at gribe sandheden, og hans forpinte
sjæl fandt fred. {MBF 100.1}
Luther blev ordineret til præst og kaldet fra klostret til universitetet i Wittenberg. Her
kastede han sig over studiet af Skrifterne på originalsprogene. Han begyndte at holde
forelæsninger over Bibelen. Davids Salmer, evangelierne og Paulus’ breve blev udlagt
forståeligt for skarer af glade tilhørere. Staupitz, hans ven og overordnede, tilskyndede ham
til at bestige prædikestolen og forkynde Guds ord. Luther tøvede. Han følte sig uværdig til
at tale til folket i Kristi sted. Først efter lang tids kamp gav han efter for sine venners
opfordringer. Allerede nu var han godt kendt med Skriften, og Guds nåde hvilede over ham.
Hans veltalenhed betog hans tilhørere. Den klarhed og kraft, hvormed han fremstillede
sandheden, overbeviste dem, og hans glød og inderlighed gik dem til hjertet. {MBF 100.2}
Luther var stadig en loyal søn af pavekirken og drømte ikke om, at han nogen sinde
skulle blive andet. Guds forsyn førte ham til Rom. Ved Guds forsyn blev han ledet til at
besøge Rom. Han rejste til fods og overnattede undervejs i munkeklostre. I Italien undrede
han sig meget over den pragt og overdådighed, han så. Munkene havde fyrstelige indtægter,
boede i pragtfulde værelser, gik kostbart klædt og spiste overdådigt. Med bange anelser
sammenlignede Luther dette med sit eget livs selvfornægtelse og trængsler. Han kom til at
føle sig dybt forvirret og tvivlrådig. {MBF 100.3}
Da han endelig i det fjerne øjnede byen på de syv høje, kastede han sig dybt bevæget til
jorden og udbrød: „Hellige Rom, jeg hilser dig!“5Han gik ind i byen, besøgte kirkerne,
lyttede til præsternes og munkenes eventyrlige historier og udførte alle de foreskrevne
ritualer. Men alle vegne så han ting, som fyldte ham med forundring og afsky. Han så, at
synd og uret fandtes inden for alle præsteskabets grader. Han hørte sjofle vittigheder fra
prælater og fyldtes med rædsel over deres frygtelige blasfemi, selv under messen. Lige
meget hvorhen han vendte sig, fandt han vanhelligelse i stedet for fromhed. {MBF 100.4}
74