Vredens Vin_da

Vredens Vin
ubændige hævntørst. Misundelsens og ondskabens, hadets og hævntørstens indestængte
flammer blev på Golgata slynget mod Guds søn, mens hele himlen så til i tavs
rædsel. {MBF 402.2}
Da det store offer var fuldbyrdet, opsteg Jesus til himlen, hvor han nægtede at tage imod
englenes tilbedelse, før han havde fremsat denne bøn: „Fader. jeg vil, at hvor jeg er, skal
også de, som du har givet mig, være hos mig.“6Med usigelig kærlighed og styrke kom
svaret fra Faderens trone: „Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.“7Ikke den mindste
plet fandtes på Jesus, Hans ydmygelse var forbi, hans offer fuldbragt, og der blev givet ham
et navn, som overgår alle andre navne. {MBF 402.3}
Nu var Satans skyld afsløret — der fandtes ingen undskyldning for den. Han havde
afsløret sin sande natur som en løgner og en morder. Det var klart, at hvis han havde fået lov
til at herske over himlens beboere, ville han have brugt de samme metoder, som han
benyttede til at herske over de mennesker, han havde i sin magt. Han havde påstået, at
overtrædelse af Guds lov ville føre til frihed og ophøjelse, men den viste sig at resultere i
trældom og nedværdigelse. {MBF 402.4}
Satans løgnagtige beskyldninger mod Gud og hans styre fremstod nu i deres sande lys.
Han havde beskyldt Gud for at forlange underkastelse og lydighed af sine skabninger blot
for at ophøje sig selv, og han havde erklæret, at Skaberen forlangte selvfornægtelse af alle
andre, men at han selv ikke bragte noget offer. Nu kunne alle se, at universets Herre for at
frelse en falden slægt havde bragt det største offer, kærlighed kunne bringe, for „det var
Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv.“8Det var også klart, at Lucifer havde åbnet
indgangsdøren for synden ved sit begær efter ære og magt, mens Kristus havde ydmyget sig
og været lydig indtil døden for at tilintetgøre synden. {MBF 403.1}
Gud havde vist sin afsky for oprørets principper. Hele himlen så hans retfærdighed
åbenbaret — både i hans fordømmelse af Satan og i menneskets frelse. Lucifer havde
erklæret, at hvis Guds lov var uforanderlig og straffen for at overtræde den ikke kunne
eftergives, måtte enhver, der var ulydig mod loven, for evigt afskæres fra Skaberens gunst.
Han havde hævdet, at den syndige slægt ikke kunne frelses og derfor var hans retmæssige
bytte. Men Kristi død var et argument til menneskets fordel, som ikke kunne omstødes.
Lovens straf ramte ham, der var Gud lig, og mennesket kunne frit tage imod Kristi
retfærdighed, og ved et liv i anger og ydmyghed kunne de besejre Satans magt på samme
måde, som Guds søn havde gjort det. Gud er retfærdig, og han retfærdiggør alle, som tror på
Jesus. {MBF 403.2}
Men det var ikke blot for at frelse mennesket, at Kristus kom til jorden for at lide og dø.
Han kom også for at „løfte loven til højhed og ære.“ Ikke blot denne verdens beboere skulle
betragte loven, som den bør betragtes, men alle verdener i hele universet skulle indse, at
Guds lov er uforanderlig. Hvis lovens krav kunne være tilsidesat, havde Guds søn ikke
318