Vredens Vin_da

Vredens Vin
at samle videnskabsmænd og forfattere fra alle lande ved sit hof. Hans tolerance over for
reformationen skyldtes delvis hans kærlighed til videnskaben og hans foragt for munkenes
uvidenhed og overtro. Nu var videnskabens beskytter så opfyldt af iver for at tilintetgøre
kætteriet, at han udstedte en lov, som forbød bogtrykning i hele Frankrig. Frans I er et af
talrige eksempler på, at videnskabelig dannelse ikke er noget bolværk mod religiøs
intolerance og grusomhed. {MBF 183.1}
Ved en højtidelig offentlig ceremoni forpligtede Frankrig sig til at tilintetgøre
protestantismen. Præsterne krævede, at den krænkelse, som var tilføjet himlen, da messen
blev angrebet, blev sonet med blod, og at kongen offentligt på sit folks vegne godkendte
denne skrækkelige plan. {MBF 183.2}
Den frygtelige ceremoni skulle finde sted den 21. januar 1535. Hele nationens
overtroiske frygt og skinhellige had var blevet vakt. Paris’ gader var tæt pakket med folk fra
byen og omegnen. En imponerende procession skulle indlede dagen. Husene langs ruten var
behængt med sørgeflor. Foran hver gadedør var der anbragt en tændt fakkel til ære for „det
hellige sakramente.“ Før daggry udgik optoget fra kongeslottet med de forskellige sognes
faner og kors i spidsen. Derefter fulgte borgerne to og to med tændte fakler i hænderne. Så
fulgte de fire munkeordener. Efter dem kom et stort optog af berømte relikvier. Bag dem red
højtstående gejstlige, der strålede af juveler og silke og frembød et imponerende
skue. {MBF 183.3}
„Paris’ biskop bar hostien under en prægtig baldakin … båret af fire prinser af blodet. …
Efter hostien gik kongen, Frans I, som den dag ikke bar nogen krone eller kåbe.“ Med
„blottet hoved, blikket rettet mod jorden og en tændt kerte i hånden,“ så man Frankrigs
konge „i den bodfærdige rolle.“26Ved hvert alter bøjede han sig ydmygt — ikke på grund af
det uskyldige blod, som besudlede hans hænder, men som bod for den utilgivelige synd
nogle af hans undersåtter havde begået ved at fordømme messen. Efter ham fulgte
dronningen og de højeste embedsmænd to og to. Også de bar tændte fakler. {MBF 183.4}
En af dagens ceremonier bestod i, at kongen skulle tale til rigets højeste embedsmænd i
den store sal i biskoppens palads. Med sorgfuldt ansigt og stor veltalenhed beklagede han
„den forbrydelse, gudsbespottelse, den sorgens ogvanærens dag,“ som nationen måtte
opleve. Han opfordrede alle sine trofaste undersåtter til at hjælpe med at udrydde det
dødbringende kætteri, som truede Frankrig med tilintetgørelse. „Så sandt som jeg er jeres
konge,“ sagde han, „hvis jeg vidste, at et af mine egne lemmer var smittet af denne
afskyelige råddenskab, ville jeg bede jer hugge det af. … Og hvis jeg så, at et af mine børn
var besmittet af den, ville jeg ikke spare det. … Jeg ville selv udlevere det og ofre det til
Gud.“ Tårer kvalte hans stemme, alle de tilstedeværende græd og råbte: „Vi vil leve og dø
for den katolske tro!“27 {MBF 184.1}
141