Vredens Vin_da

Vredens Vin
var blevet slagtet, indstiftede Jesus efter at have spist påskelammet med sine disciple den
højtid, der skulle være et minde om hans død som „Guds lam, som bærer verdens synd.“
Samme nat blev han pågrebet af onde mennesker for at blive korsfæstet — og som
svingningsnegets modbillede stod Herren op fra de døde på den tredie dag „som førstegrøde
af dem, der er sovet hen,“ et eksempel på alle de opstandne retfærdige hvis „fornedrede
legeme“ skal forvandles og få samme „skikkelse som hans herliggjorte legeme.“9På samme
måde skulle de begivenheder, der var skildret i symboler, som hentydede til genkomsten,
indtræffe på det tidspunkt, der var angivet i den symbolske tjeneste. I det mosaiske system
fandt helligdommens renselse eller den store forsoningsdag sted på den tiende dag i den
syvende jødiske måned,10da ypperstepræsten, efter at have skaffet hele Israel soning og
således fjernet alle folkets synder fra helligdommen, kom ud og velsignede folket. Derfor
troede man, at Kristus, vor store Ypperstepræst, skulle komme og rense jorden ved at
tilintetgøre synden og synderne — og skænke sit ventende folk udødelighed. Man mente, at
Herren ville komme igen på den tiende dag i den syvende måned — på det tidspunkt, da
helligdommen skulle renses. Denne dag faldt i 1844 på den 22. oktober. Dette stemte med
den kendsgerning, at de 2300 dage ville udløbe om efteråret. Den slutning forekom
uomstødelig. {MBF 321.2}
I lignelsen i Matt 25 følges ventetiden og søvnen af brudgommens komme. Dette stemte
overens med de beviser, som netop er fremholdt — både ud fra profetien og symbolerne.
Mange var overbevist om sandheden i dette, og „midnatsråbet“ blev forkyndt af tusinder af
troende. {MBF 321.3}
Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Den gik fra by til by, fra landsby til
landsby og til de fjerneste flækker, indtil Guds ventende born var helt vækket op.
Fanatismen forsvandt for denne forkyndelse, som frost for solens stråler. De troendes hjerte
fyldtes af håb og mod — tvivl og forvirring forsvandt. Værket var befriet for de
yderligheder, som altid viser sig, når menneskelig ophidselse ikke holdes i ave af Guds ånd.
Det var af samme karakter som det, der skete i det gamle Israel, når de ydmygede sig for
Herren, efter at han havde revset folket ved en af sine tjenere. Værket havde det præg, som
Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk glæde, men inderlig selvransagelse,
syndsbekendelse og forsagelse af verden. Forpinte sjæle beredte sig til at møde Herren. Der
blev bedt oprigtigt, og man helligede sig uforbeholdent til Herren. {MBF 321.4}
Miller beskriver denne tid således: „Der lyder ingen glædesudbrud; det er, som bliver de
gemt til en senere anledning, da himmel og jord skal fryde sig sammen i en ubeskrivelig
lyksalighed. Ingen råber — man venter, til råbet fra himlen skal lyde. Sangerne er tavse —
de venter, til de skal synge sammen med det himmelske englekor. … Der er ingen
følelsesmæssige konflikter; alle er fuldstændig enige.“11 {MBF 322.1}
255