Vredens Vin_da

Vredens Vin
han skulle uddele nadveren i sin kirke i Lutterworth, blev han ramt af en lammelse, og kort
efter udåndede han. {MBF 75.6}
Gud havde udpeget Wicliff til sin gerning. Han var den, der havde lagt sandhedens ord i
hans mund og sat vagt omkring ham, for at hans ord skulle nå ud til folket. Hans ord blev
bevaret og hans gerning fortsatte, indtil grunden var lagt til det store
reformationsværk. {MBF 76.1}
Wicliff fremstod i middelalderens mørke. Han havde ingen forløber at tage ved lære af,
da han arbejdede med sine reformer. Ligesom Johannes Døber stod han frem for at udføre
en speciel gerning. Han indvarslede en ny tid. Og dog var den måde, han fremholdt
sandheden på, præget af en fuldkommenhed, som ikke blev overgået af senere reformatorer,
ja, nogle nåede ikke engang så langt hundreder af år senere. Grundvolden var solid og selve
bygningen så stærk og sund, at det ikke var nødvendigt for dem, der kom efter ham, at
bygge den om. {MBF 76.2}
Den store bevægelse, som Wicliff satte i gang, skulle frigøre tanke og samvittighed og
befri de folkeslag, der så længe havde været spændt for Roms triumfvogn. Bevægelsen
havde sit udspring i Bibelen. Her fandtes kilden til den strøm af velsignelser, der lige siden
det fjortende århundrede fik sit forløb som en livgivende strøm ned gennem tiderne. Wicliff
accepterede ubetinget Den hellige Skrift som den inspirerede åbenbaring af Guds vilje, den
fornødne og fuldt tilstrækkelige rettesnor for tro og gerning. Han var opdraget til at betragte
kirken som den guddommelige, ufejlbarlige myndighed, og til at acceptere tusind års
etablerede læresætninger og skikke med kritikløs ærbødighed. Men han vendte sig bort fra
alt dette for at lytte til Guds hellige ord. Det var denne overhøjhed, han så indtrængende bad
folket om at anerkende. Han erklærede, at Guds stemme, som den lød gennem hans ord, var
den eneste sande autoritet, og ikke kirken, som talte gennem paven. Han lærte, at Bibelen er
en fuldkommen åbenbaring af Guds vilje, at Helligånden er dens eneste fortolker og at
ethvert menneske selv må lære sin pligt af dens lære. {MBF 76.3}
På denne måde vendte han menneskers sind bort fra paven hen til Guds ord. {MBF 76.4}
Wicliff var en af de største reformatorer. Kun få af dem, der fulgte efter, kom op på siden
af ham i begavelse, i tankens klarhed, i ufravigelig troskab over for sandheden og i mod til
at forsvare den. Renhed i liv og vandel, utrættelig flid i granskning og arbejde, ubestikkelig
retskaffenhed forenet med kristelig kærlighed og troskab i tjenesten kendetegnede denne
første af reformatorerne. Og disse egenskaber havde han på trods af det åndelige mørke og
den moralske fordærvelse, der omgav ham. {MBF 76.5}
Wicliffs karakter er et vidnesbyrd om Den hellige Skrifts evne til at udvikle og forvandle
et menneske. Det var Bibelen, der gjorde ham til det, han var. De anstrengelser, et menneske
udfolder for at fatte de store sandheder, som er åbenbaret i Bibelen, virker forfriskende og
54