Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 6—To Helte
Så tidligt som i det niende århundrede havde evangeliet fæstet rod i Bøhmen. Bibelen var
oversat til folkets sprog, som også blev brugt ved gudstjenesten. Men pavens stigende magt
fordunklede Guds ord. Gregor VII, der ville ydmyge de stolte konger, var lige så opsat på at
gøre folkene til slaver. Han udstedte en bulle, som forbød, at der blev holdt offentlig
gudstjeneste på bøhmisk. Paven erklærede, at „det behagede den Almægtige, at der blev
holdt gudstjeneste på et ukendt sprog, og at mange vildfarelser var opstået af, at denne regel
ikke var blevet overholdt.“1Således påbød Rom, at Ordets lys skulle slukkes og folket
holdes nede i mørke. Men himlen havde andre midler til at bevare menigheden. Mange af de
valdensere og albigensere, som var forfulgt i Frankrig og Italien, kom til Bøhmen, og de
arbejdede nidkært i det skjulte. På denne måde blev den sande tro bevaret århundrede efter
århundrede.
Før Huss’ tid fordømte forskellige mænd i Bøhmen åbenlyst kirkens fordærvelse og
folkets dårlige moral. Deres virksomhed skabte interesse viden om. Dette skræmte
præstestanden, som iværksatte en forfølgelse af evangeliets tilhængere. Forfulgt af soldater
måtte de holde gudstjeneste i skove og på bjerge — og mange blev dræbt. Senere blev alle,
der ikke tilbad Gud efter Roms forskrifter, dømt til at brændes. Men når de kristne gik i
døden, så de frem til den dag, da deres sag ville sejre. En af dem, der hævdede, „at man kun
kan opnå frelse ved troen på den korsfæstede frelser,“ sagde i sin dødstime: „I dag sejrer
sandhedens fjenders raseri over mig, men sådan vil det ikke blive ved med at være. Der skal
fremstå én fra det jævne folk uden sværd og myndighed, og ham vil de ikke kunne
besejre.“22 Luthers tid lå endnu langt forude, men der var ved at fremstå en, hvis tale mod
Rom skulle bringe røre blandt folkene. {MBF 79.1}
Johan Huss kom af fattige kår. Hans far døde tidligt. Men hans gudfrygtige mor
betragtede uddannelse og gudsfrygt som et menneskes højeste gode, og hun søgte at sikre
sin søn denne arv. Efter den almindelige skole søgte han ind på universitetet i Prag, hvor han
fik friplads. Hans mor fulgte ham til Prag. Hun kunne ikke give sin søn verdslig rigdom,
men da de nærmede sig byen, knælede hun sammen med ham og bad Gud velsigne ham.
Hun havde ingen anelse om, hvor vidunderligt hendes bøn skulle blive besvaret. {MBF
80.1}
Ved universitetet udmærkede Huss sig snart ved utrættelig flid og store fremskridt.
Samtidig vandt han almindelig agtelse ved sit dadelfri liv og sit vindende væsen. Han var en
oprigtig katolik og stræbte ivrigt efter de åndelige velsignelser, som romerkirken foregiver
at kunne skænke. I anledning af en kirkelig jubelfest gik han til skrifte, betalte de sidste få
skillinger, han ejede, og sluttede sig til optoget for at få den lovede syndsforladelse. Da han
var færdig med sin uddannelse, blev han præst. Snart var han en anset mand og blev
tilknyttet hoffet. Han blev udnævnt til professor, og senere rektor, ved det universitet, hvor
57