Vredens Vin_da

Vredens Vin
Hieronymus redde livet. Men han havde besluttet at holde fast ved sin tro og følge Huss på
bålet. {MBF 89.3}
Han frafaldt sin tidligere tilbagekaldelse og bad højtideligt om at få lov til at forsvare sig,
inden han døde. Prælaterne frygtede for den virkning, hans ord kunne få, og krævede, at han
blot skulle bekræfte eller benægte rigtigheden af de beskyldninger, som var blevet rettet
imod ham. Hieronymus protesterede imod denne grusomme og uretfærdige behandling. „I
har holdt mig indespærret i et rædselsfuldt fængsel i tre hundrede og fyrre dage omgivet af
snavs og uhumskheder. Jeg har lidt mangel på det mest nødvendige. Og nu kalder I mig
frem for jer og nægter at høre på mig, mens I låner øre til mine dødsfjender. … Hvis I
virkelig er forstandige mænd, og hvis I er verdens lys, så vogt jer for at synde imod
retfærdigheden. Jeg er kun et skrøbeligt menneske. Mit liv har kun ringe betydning, og når
jeg formaner jer til ikke at afsige en uretfærdig dom, taler jeg mindre min egen sag end
jeres.“2121 {MBF 90.1}
Til sidst blev hans forlangende imødekommet. I dommernes påsyn faldt Hieronymus på
knæ og bad om, at Guds ånd måtte lede hans tanker og ord, så han ikke sagde noget, der var
i strid med sandheden eller kunne vanære hans Mester. Den dag gik Guds løfte til de første
disciple i opfyldelse for ham: {MBF 90.2}
„I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig. … Men når de udleverer jer,
så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet
jer i samme stund, hvad I skal sige.“22 {MBF 90.3}
Hieronymus’ ord vakte forbavselse og beundring, selv hos hans fjender. Han havde været
indespærret under store fysiske lidelser og sjælelige anfægtelser uden at kunne læse eller
blot se. Men til trods herfor fremførte han sine argumenter med en sådan klarhed og kraft, at
man skulle tro, han havde haft anledning til uforstyrret studium. Han mindede sine
anklagere om den lange række af hellige mænd, der var blevet dømt af uretfærdige
dommere. I næsten hvert eneste slægtled var nogle blevet smædet og forkastet, fordi de
søgte at højne deres samtid; men eftertiden har vist, at de burde have været hædret. Kristus
selv blev fordømt som en forbryder af en uretfærdig domstol. Ved sin tilbagekaldelse havde
Hieronymus indrømmet, at dommen over Huss var retfærdig. Nu udtrykte han sin anger og
vidnede om hans uskyld og ædle karakter. Han sagde: „Jeg har kendt ham fra barndommen.
Han var et ypperligt menneske, retfærdig og hellig; men han blev dømt på trods af sin
uskyld. {MBF 90.4}
… Også jeg er rede til at dø. Jeg vil ikke vige tilbage for den pine, som mine fjender og
falske vidner har beredt mig. De skal en dag aflægge regnskab for den store Gud for deres
bedrageri, og han lader sig ikke føre bag lyset.“23 {MBF 91.1}
66