Vredens Vin_da

Vredens Vin
For reformationen var dette en frygtelig krise. I århundreder havde Roms bandbulle slået
mægtige herskere med rædsel og fyldt vældige riger med kval og ødelæggelse. Den, der var
bandlyst, blev betragtet med rædsel. Han var afskåret fra samkvem med andre og blev
behandlet som en fredløs, der frit kunne jages og myrdes. Luther var ikke blind for den
storm, der var ved at bryde løs over ham, men han stod fast i tillid til, at Kristus var hans
skjold og værn. Med en martyrs mod og tro skrev han: „Hvad der nu vil ske, ved jeg ikke og
bryder mig heller ikke om at vide det. Lad slaget blot falde; jeg frygter ikke. Der falder ikke
så meget som et blad uden vor faders vilje. Hvor meget mere vil han ikke sørge for os! Det
er en let sag at dø for Ordets skyld, da det Ord, som blev kød, selv døde. Hvis vi dør med
ham, skal vi leve med ham; og når vi gennemgår det, som han har gennemgået før os, skal
vi være hos ham for evigt.“33 {MBF 112.5}
Da pavens bandbulle nåede Luther, sagde han: „Jeg lader hånt om den og angriber den
som ugudelig og falsk. …Det er Kristus selv, der fordømmes i den. Jeg fryder mig over at
måtte tåle så meget ondt for den bedste sag. Jeg føler mig allerede fri i mit hjerte, for nu ved
jeg endelig, at paven er Antikrist, og at hans trone er selve Satans trone.“34 {MBF 113.1}
Roms fordømmelse var ikke uden virkning. Fængsel, tortur og sværd var våben, der
havde magt til at tvinge til lydighed. De svage og overtroiske skælvede for pavens dekret,
og skønt der var almindelig sympati for Luther, syntes mange, at det var for meget at vove
livet. Reformatorens værk syntes at være afsluttet. {MBF 113.2}
Men Luther var stadig uden frygt. Rom havde slynget sine bandlysninger imod ham, og
verden så til uden at tvivle på, at han ville omkomme eller blive tvunget til at give efter.
Men med frygtelig kraft slyngede han fordømmelsen tilbage mod Rom selv og
bekendtgjorde offentligt sin beslutning om at forlade romerkirken for altid. I overværelse af
studenter, doktorer og borgere fra alle samfundslag brændte han pavens bulle sammen med
kirkelove, dekreter og skrivelser, som støttede den pavelige magt. {MBF 113.3}
„Ved at brænde mine bøger,“ sagde han, „har mine fjender kunnet skade sandhedens sag
hos det jævne folk og nedbryde deres sjæle. Af denne grund har jeg til gengæld tilintetgjort
deres bøger. En alvorlig strid er netop begyndt. Hidtil har jeg kun leget med paven. I Guds
navn har jeg begyndt dette arbejde; det vil blive fuldført uden mig og ved hans
kraft.“35 {MBF 113.4}
Når hans fjender hånede ham, fordi hans sag stod svagt, svarede Luther: „Hvem ved, om
ikke Gud har udvalgt og kaldet mig, og om de ikke burde frygte for, at de ved at foragte mig
foragter Gud selv? Moses var alene ved udgangen af Egypten; Elias var alene, da kong
Akab regerede; Esajas var alene i Jerusalem, Ezekiel alene i Babylon. Gud har aldrig valgt
hverken ypperstepræsten eller nogen anden stormand til sin profet. Som regel valgte han de
ringe og foragtede, engang endog hyrden Amos. I alle tidsaldre har de hellige mænd været
nødt til at dadle de store — både fyrster, præster og vismændmed fare for deres liv. Jeg siger
85