Vredens Vin_da

Vredens Vin
er så fast en borg.“ Mange bange anelser blev fordrevet af dens inspirerende strofer. {MBF
166.1}
De reformerte fyrster havde besluttet i systematisk form at fremsætte en redegørelse for
deres synspunkter og sammen med vidnesbyrd fra Skriften fremlægge den for rigsdagen.
Det forberedende arbejde var betroet Luther, Melanchton og deres medarbejdere.
Protestanterne godkendte denne konfession som en fremstilling af deres tro, og de samledes
for at skrive under på dette vigtige dokument. Det var et højtideligt og vanskeligt øjeblik.
Reformatorerne var bekymrede for, at deres sag skulle blive sammenblandet med politiske
spørgsmål. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse, end den
der stammede fra Guds ord. Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive konfessionen,
lagde Melanchton sig imellem og sagde: „Det passer sig bedre for præster og teologer at
forelægge disse ting; lad os gemme de mægtiges myndighed til andre sager.“ Johan af
Sachsen svarede: „Gud forbyde, at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at
gøre, hvad ret er, uden at bekymre mig om min krone. Min kurfyrstelige hat og min
hermelinskåbe er mig ikke så dyrebare som Kristi kors.“ Da han havde sagt dette, skrev han
sit navn under. En anden fyrste sagde: „Hvis min Herres, Jesu Kristi ære kræver det, er jeg
rede til at give afkald på mit gods og mit liv. Jeg vil hellere frasige mig mine undersåtter og
mine lande, hellere forlade mine fædres jord med stav i hånd end godkende nogen anden
lære end den, som rummes i denne konfession.“19En sådan tro og dristighed havde disse
Guds mænd. {MBF 166.2}
Nu kom den fastsatte tid til at træde frem for kejseren. Karl V sad på tronen omgivet af
sine fyrster og gav audiens for de protestantiske reformatorer. Deres trosbekendelse blev
oplæst. I denne ærefrygtindgydende forsamling blev evangeliets sandheder klart fremsat —
og pavekirkens vildfarelser blev påvist. Med rette er denne dag blevet kaldt „reformationens
største dag og en af de herligste i kristenhedens og menneskeslægtens historie.“20 {MBF
167.1}
Kun få år tidligere stod munken fra Wittenberg alene foran rigsdagen i Worms. Nu stod i
hans sted de ædleste og mægtigste fyrster i hele riget! Det var blevet Luther forbudt at vise
sig i Augsburg, men ved sine ord og sine bønner havde han været til stede. Han skrev: „Jeg
er lykkelig over, at jeg har oplevet denne time, da Kristus offentligt er blevet ophøjet af så
højbårne bekendere og i en så berømmelig forsamling.“21Således gik Skriftens ord i
opfyldelse: „Jeg vil tale om dine formaninger til konger uden at blive til skamme.“22 {MBF
167.2}
Paulus forkyndte for Roms fyrster og fornemme mænd det evangelium, han sad fængslet
for. Og nu blev det, som kejseren havde forbudt at sige fra prædikestolen, forkyndt for
konger og fyrster af kronede hoveder. Det, der af mange var blevet anset for at være
uskikket for tjenestefolks ører, blev nu med undren påhørt af rigets øverste mænd.
128