Vredens Vin_da

Vredens Vin
Kapitel 13—Nederlandene og Skandinavien
I Nederlandene fremkaldte pavens tyranni allerede tidligt en resolut protest. Syv
hundrede år før Luthers tid blev den romerske pave således frygtløst anklaget af to
biskopper, der var blevet sendt med et gesandtskab til Rom og dér havde erfaret „den hellige
stols“ sande natur: Gud „har sørget for kirken, sin dronning og brud, med en ædel,
evigtvarende forsyning til dens familie, en medgift, som er uvisnelig og uforgængelig, og
givet hende en evig krone og et evigt scepter, … alle disse velgerninger tilraner I jer som en
tyv! I indretter jer i Guds tempel. I stedet for at være hyrde er I blevet en ulv blandt fårene.
… I vil gerne lade os tro, at I er blevet den øverste biskop, men I optræder snarere som en
tyran. … Mens I burde være blevet tjenernes tjener, som I kalder jer, stræber I efter at blive
herrernes Herre! I bringer Guds bud i vanry! … Det er Helligånden, der opbygger alle
kirker, så langt jorden rækker. … Vor Guds stad, hvis borgere vi er, når ud til alle himlens
egne, og den er større end den by, som af de hellige profeter kaldes Babylon — den, som
foregiver at være guddommelig, hæver sig selv til skyerne og praler af, at dens sjæl er
udødelig; og endelig — skønt uden grund — af, at den aldrig har taget fejl eller nogen sinde
kan gøre det.“1Ned gennem tiderne stod andre frem og gentog denne protest. Disse
fortidens lærere, som rejste gennem forskellige lande og var kendt under forskellige navne,
var åndsbeslægtede med de valdensiske missionærer. Alle vegne udbredte de kendskabet til
evangeliet. De nåede også til Nederlandene, og deres lære bredte sig hurtigt. De oversatte
den valdensiske bibel til hollandsk. „Den var til megen nytte,“ sagde de. „Der var ingen
spøg, ingen opdigtede historier, ingen falskhed — kun sandhedens ord. Hist og her var
skallen ganske vist lidt hård, men man opdagede let marven og sødmen i det, som var godt
og helligt.“2 {MBF 191.1}
„Nu begyndte Roms forfølgelser, men trods bål og pinsler blev de troende stadig flere og
erklærede standhaftigt, at Bibelen er den eneste ufejlbare religiøse myndighed, og at ingen
bør tvinges til tro, men bør vindes ved forkyndelse.“3 {MBF 192.1}
Luthers lære faldt i frugtbar jord i Nederlandene, og alvorlige, trofaste mænd stod frem
for at prædike evangeliet. Fra en hollandsk provins kom Menno Simmons. Skønt han var
opdraget som katolik og ordineret til præst, var han fuldstændig uvidende med hensyn til
Bibelen og turde ikke læse den af frygt for, at den skulle forlede ham til kætteri. Han kom til
at tvivle på forvandlingslæren (messen), men anså det for en fristelse fra Satan og søgte ved
bøn og skriftemål at bringe samvittighedens anklagende stemme til tavshed ved at deltage i
vidtløftige optrin. Efter en tid begyndte han at studere Det Nye Testamente, og sammen med
læsning af Luthers skrifter førte det ham til at antage den reformerte tro. Kort tid efter var
han i en naboby vidne til, at en mand blev halshugget, fordi han var blevet gendøbt. Det fik
ham til at undersøge spørgsmålet om barnedåb i Bibelen. Han kunne ikke finde noget
148