Vredens Vin_da

Vredens Vin
Prag syntes endnu engang at være på randen af en blodig strid. Og som i tidligere tider
fik Guds tjener skyld for at „styrte Israel i ulykke.“7Endnu engang blev byen belagt med
interdikt, og Huss vendte tilbage til sin fødeby. Nu var hans trofaste vidnesbyrd fra
Betlehemskapellet afsluttet. Han skulle tale over en bredere front, til hele kristenheden, før
han gav sit liv som vidne for sandheden. {MBF 84.1}
For at skaffe ro i Europa blev der indkaldt til et kirkerådsmøde i Konstanz. Kirkerådet
blev på begæring af kejser Sigismund indkaldt af en af de tre rivaliserende paver, Johannes
XXIII. Kravet om et kirkerådsmøde var langt fra blevet hilst velkommen af pave Johannes,
hvis karakter og politik dårligt kunne klare en undersøgelse, selv ikke af prælater med så
slap en moral, som den tids kirkefolk havde. Han vovede dog ikke at sætte sig op imod
Sigismund (se noter). {MBF 84.2}
Kirkemødets hovedformål var at hele bruddet i kirken og udrydde kætteriet. Man
indkaldte derfor de to andre paveemner og den førende talsmand for de nye ideer, Johan
Huss. Af hensyn til deres sikkerhed mødte paverne ikke personligt, men lod sig
repræsentere af befuldmægtigede. Og skønt pave Johannes var officiel indbyder til mødet,
kom også han med bange anelser. Han havde mistanke om, at kejseren ville afsætte ham.
Han var også bange for at blive krævet til regnskab for de forbrydelser, han havde begået for
at sikre sig sit embede. Alligevel holdt han sit indtog i Konstanz med stor pragt ledsaget af
en skare af gejstlige. Alle byens førende mænd fra kirke og stat samt en kolossal
menneskemængde bød ham velkommen. Fire af de øverste embedsmænd bar en gylden
tronhimmel over hans hoved. Foran ham bar man hostien, og kardinaler og adelsmænd i
prægtige dragter kastede glans over optoget. {MBF 84.3}
I mellemtiden nærmede en anden rejsende sig Konstanz. Huss var sig helt bevidst om de
farer, der truede ham. Han tog afsked med sine venner, som skulle han aldrig møde dem
igen og tog af sted på sin rejse med følelsen af, at den førte ham til bålet. Skønt kongen af
Bøhmen gav ham frit lejde, og kejseren gav ham et lejdebrev for rejsen, traf han alle
forberedelser med den mulighed for øje, at han skulle dø. Til sine venner i Prag skrev han:
„Mine brødre! … jeg rejser med lejdebrev fra kejseren for at møde mine talrige
dødsfjender. {MBF 84.4}
… Jeg sætter hele min lid til den almægtige Gud. Jeg stoler på, at han vil høre jeres
inderlige bønner og lægge sin visdom i min mund, så jeg kan stå dem imod, og at han vil
skænke mig sin Helligånd for at styrke mig i sin sandhed, og give mig mod til at møde
fristelser, fængsel og om nødvendigt en grusom død. Kristus led for dem, som han elskede.
Det bør derfor ikke forundre os, at også vi med tålmodighed skal tåle alt for vor frelses
skyld. Han er Herren, og vi er hans tjenere. Han er verdens hersker, vi er kun foragtelige,
dødelige mennesker — men alligevel led han! Hvorfor skulle vi ikke også lide, især når
lidelsen tjener til at lutre os? Derfor, I elskede, hvis min død bør bidrage til hans ære, så bed
61