Vredens Vin_da

Vredens Vin
Nu er Frelserens bøn for hans disciple opfyldt: „Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som
du har givet mig, være hos mig.“ „At stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af
jubel.“31Sådan fremstiller Jesus dem, han har løskøbt med sit blod, for Faderen og siger:
„Her er jeg og de børn, du har givet mig. Dem, du gav mig, har jeg bevaret.“ Hvor
vidunderlig er ikke den frelsende kærlighed! Hvor betagende det øjeblik, hvor den evige far
ser sit eget billede i dem, der er løskøbt fra jorden, efter at syndens vansiring og dens
forbandelse er fjernet, og det menneskelige atter er i harmoni med det
guddommelige! {MBF 521.4}
Med usigelig kærlighed byder Jesus sine trofaste velkommen til deres Herres glæde.
Frelserens største glæde er at se de sjæle i herlighedens rige, der er frelst ved hans smerte og
ydmygelse. Og de forløste deler hans glæde, når de blandt de velsignede ser dem, der blev
vundet for Kristus ved deres bønner, deres anstrengelser og kærlige opofrelse. Mens de
samles om den store, hvide trone, fyldes deres hjerter af usigelig glæde, når de ser dem, de
har vundet for Kristus og ser, at én har vundet andre, og disse endnu andre, der alle er bragt
til hvilens havn for der at lægge deres kroner for Jesu fødder og prise ham i evighedernes
evighed. {MBF 522.1}
Mens de løskøbte bydes velkommen i Guds by, lyder der gennem luften et jublende
hyldestråb. Den første og den anden Adam skal mødes. Guds søn venter med udstrakte arme
for at tage imod vor stamfar — det væsen, han skabte, som syndede mod sin skaber og for
hvis skyld Frelseren bærer mærker efter korsfæstelsen. Da Adam ser mærkerne efter de
grusomme nagler, lægger han sig ikke til sin Herres bryst, men kaster sig ydmygt ned for
hans fødder og råber: „Værdigt, værdigt er Lammet, det slagtede!“ Frelseren rejser ham
nænsomt op og beder ham atter engang betragte det hjem i Eden, han så længe har været
forvist fra. {MBF 522.2}
Efter at Adam blev forvist fra Eden, var hans liv på jorden fuldt af sorg. Hvert visnende
blad, hvert offerdyr, der blev ofret, alt, hvad der skæmmede den skønne natur, og hver plet
på menneskets renhed var en ny påmindelse om hans synd. Frygtelige var hans
samvittighedskvaler, når han så ondskaben brede sig, og når han som svar på sine advarsler
blev mødt med bebrejdelser for, at han selv var årsag til synden. I næsten tusinde år udholdt
han tålmodigt og ydmygt straffen for sin overtrædelse. Han angrede sin synd oprigtigt og
stolede på den lovede frelsers fortjenester, og han døde i håbet om opstandelsen. Guds søn
løskøbte mennesket fra nederlag og fald, og nu er Adam ved forsoningen genindsat i sit
første herredømme. {MBF 522.3}
Overvældet af lykke ser han de træer, der engang var hans fryd — de samme træer, hvis
frugter han samlede i sine uskyldige og lykkelige dage. Han ser de vinranker, han selv har
bundet op, de blomster han engang elskede at passe. Han forstår, at dette virkelig er det
genoprettede Eden — endnu skønnere end da han blev forvist derfra. Frelseren fører ham
411