Vredens Vin_da

Vredens Vin
liv i ensomhed. Han mente, at han kunne tjene reformationens sag bedst ved hjælp af sin pen
og ønskede derfor at finde et fredeligt sted, hvor han kunne studere og gennem det skrevne
ord undervise og opbygge menighederne. Men han opfattede Farels højtidelige anmodning
som et budskab fra himlen og turde ikke sige nej. Han sagde, at Guds hånd var rakt ned fra
himlen, havde grebet ham og holdt ham uigenkaldeligt fast på det sted, han var så ivrig efter
at forlade.35 {MBF 187.5}
På dette tidspunkt truede store farer den protestantiske sag. Pavens bandlysning tordnede
imod Genève, og mægtige nationer truede med at ødelægge byen. Hvordan skulle den lille
by modstå det mægtige hierarki, som så ofte havde undertvunget konger og kejsere?
Hvordan skulle den modstå verdens største erobreres hære? {MBF 188.1}
I hele kristenheden var protestantismen truet af frygtelige fjender. Efter reformationens
første sejre havde romerkirken samlet nye tropper og håbede nu på at tilintetgøre den. På
denne tid blev jesuitterordenen oprettet, den grusomste, mest hensynsløse og magtfulde af
alle katolicismens munkeordener. Løst fra alle jordiske bånd og menneskelige interesser,
døve for den naturlige kærligheds krav og med fornuft og samvittighed bragt til tavshed
kendte jesuitterne ingen anden regel og intet andet bånd end deres ordens — og deres eneste
pligt var at udvide dens magt (se noter). Kristi evangelium havde sat sine tilhængere i stand
til at udholde lidelse, kulde, sult, slid og fattigdom — og at holde sandhedens fane højt trods
trusler om fængsling, tortur og døden på bålet. For at besejre disse kræfter indpodede
jesuitterne deres tilhængere en fanatisme, som satte dem i stand til at udholde lignende farer
og bekæmpe sandhedens magt med alle bedragets våben. Ingen forbrydelse var dem for stor,
intet bedrag for gement, og ingen forklædning for vanskelig at anlægge. De havde aflagt
løfte om evig fattigdom og ydmyghed, men deres virkelige mål var at sikre sig rigdom og
magt og at sætte alt ind på at tilintetgøre protestantismen og genoprette pavens
overherredømme. {MBF 188.2}
Når de optrådte som medlemmer af deres orden, var de tilsyneladende fromme. De
besøgte fængsler og hospitaler, hjalp de syge og fattige og foregav at have givet afkald på
verden. De bar Jesu hellige navn — han, som drog omkring og gjorde vel. Men under det
ulastelige ydre skjulte de mest forbryderiske og dødbringende planer sig ofte. Det var
ordenens grundlæggende princip, at hensigten helliger midlet. Ud fra dette princip var
tyveri, løgn, mened og mord ikke blot tilgivelige, men prisværdige, når de blot kunne gavne
kirkens interesser. I forskellige forklædninger trængte jesuitter ind i statens kontorer. Det
lykkedes dem at blive kongers rådgivere og deltage i udformningen af landenes politik. De
optrådte som tjenere for at udspionere deres herrer. De oprettede kollegier for sønner af
fyrster og adelsmænd og skoler for børn af det jævne folk — og sådan blev børn af
protestantiske forældre forledt til at overholde katolske ritualer. Al den pomp og pragt, som
omgav den katolske gudstjeneste, blev brugt til at forvirre sindet og blænde fantasien; og
således blev den frihed, som fædrene havde lidt for, forrådt af deres sønner. Jesuitterne
145