Vredens Vin_da

Vredens Vin
Mens Calvin var optaget af denne frugtesløse kamp, overværede han tilfældigvis, at en
kætter blev brændt på bålet. Han var fuld af forundring over martyrens fredfyldte ansigt.
Trods de frygtelige pinsler og kirkens forbandelse viste han en tro og et mod, som den unge
studerende med smerte sammenlignede med sin egen fortvivlelse, skønt han levede i streng
lydighed mod kirkens påbud. Han vidste, at kætternes tro byggede på Bibelen, og besluttede
sig til at studere den og forsøge at finde kilden til deres glæde. {MBF 178.3}
I Bibelen fandt han Kristus. „Åh, Fader!“ råbte han, „hans offer har slukket din vrede;
hans blod har renset mig for synd; hans kors har båret min forbandelse; hans død har løskøbt
mig. Vi har selv fundet på mange tåbeligheder, men du har sat dit ord foran mig som en
fakkel. Du har rørt mit hjerte, så jeg kan afsky alle andre fortjenester og holde mig til
Jesus.“20 {MBF 178.4}
Calvin var uddannet til præst. Kun 12 år gammel var han blevet udnævnt til kapellan ved
en lille kirke og kronraget af biskoppen efter kirkens skik. {MBF 178.5}
Han var dog aldrig blevet præsteviet og udførte heller ikke en præsts gerning, men han
var et lønnet medlem af præstestanden. {MBF 179.1}
Nu følte han, at han aldrig kunne blive præst. Han begyndte at studere jura, men opgav
snart dette for at vie sit liv til evangeliet. Han tøvede dog med at stå offentligt frem som
lærer og forkynder. Han var frygtsom af natur og tynget af følelsen af det ansvar, en sådan
stilling medførte. Han ønskede stadig at studere. Det endte dog med, at han gav efter for
sine venners indtrængende bønner. „Hvor vidunderligt er det ikke,“ sagde han, „at et
menneske af så ringe herkomst kan blive ophøjet til så stor en værdighed.“21 {MBF 179.2}
Calvin begyndte stilfærdigt at arbejde, og hans ord var som duggen, der kvæger jorden.
Han havde forladt Paris og opholdt sig nu i en provinsby under beskyttelse af prinsesse
Marguerite, der elskede evangeliet og beskyttede dets disciple. Calvin var stadig ung, blid
og beskeden af væsen. Hans arbejde begyndte i hjemmene. Han læste højt af Bibelen og
forklarede frelsens sandheder. De, der hørte budskabet, bragte det videre til andre, og snart
forlod deres lærer byen og gik til de nærliggende landsbyer. Han fik adgang til både slot og
hytte. Han fortsatte sin gerning og lagde grundstenen til menigheder, som senere vidnede
frygtløst om sandheden. {MBF 179.3}
Få måneder senere var han igen i Paris. Der var et usædvanligt røre blandt lærere og
studenter. Studiet af de klassiske sprog havde ført mennesker til Bibelen, og mange, som var
uberørte af dens sandheder, diskuterede ivrigt med dem og stredes endog med katolicismens
forkæmpere. Calvin var en dygtig stridsmand på den teologiske slagmark; men han havde en
højere mission end at diskutere med de højrøstede lærde. Folk var ved at vågne op, og nu
var tiden inde til at åbne sandheden for dem. Mens universitetet genlød af teologisk ordstrid,
137