Vredens Vin_da

Vredens Vin
Fra Bøhmen blev lyset bragt til Tyskland, da hundreder af tyske studenter rejste hjem på
grund af urolighederne i Prag. Mange havde fået kendskab til Bibelen gennem Huss og
forkyndte nu evangeliet i deres fædreland. {MBF 81.4}
Da man i Rom blev klar over, hvad der foregik i Prag, blev Huss indstævnet for paven.
At efterkomme denne ordre var den visse død. Bøhmens konge og dronning og
repræsentanter for universitet og adel anmodede paven om at lade Huss sende en
stedfortræder til Rom. Men paven var besluttet på at få Huss stillet for retten og dømt.
Derfor lyste han interdikt over Prag. {MBF 81.5}
Dengang var en sådan dom frygtet af alle. De ceremonier, som fulgte med interdiktet,
kunne nok sætte skræk i folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde Himlens
og Helvedes nøgler og magt til at nedkalde både jordiske og åndelige straffe. Man troede, at
himlens port var lukket for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var
udelukket fra himlen, indtil det behagede paven at ophæve interdiktet. Kirkerne blev lukket,
og vielser foregik på kirkegården. De døde måtte ikke begraves i indviet jord, men blev
uden ceremonier gravet ned i grøfter eller på marken. Ved sådanne midler søgte Rom at
bevare magten over menneskers samvittighed. {MBF 81.6}
Der blev et vældigt røre i Prag. Mange gav Huss skylden for disse ulykker og krævede, at
han skulle udleveres til Rom. For at få uvejret til at lægge sig trak Huss sig for en tid tilbage
til sin fødeby. Han skrev til sine venner i Prag: {MBF 82.1}
„Når jeg har trukket mig tilbage, er det for at følge Jesu befaling og eksempel, så
ildesindede mennesker ikke skal pådrage sig evig fordømmelse — og for ikke at bringe
trængsel og forfølgelse over Guds børn. Det er også af frygt for, at ugudelige præster i
længere tid skal forbyde, at Guds ord forkyndes iblandt jer, men jeg har ikke forladt jer for
at fornægte den guddommelige sandhed. Med Guds hjælp er jeg villig til at dø for
den.“4Huss afbrød ikke sit arbejde, men rejste omkring og prædikede for interesserede
skarer. Og således blev pavens forholdsregler mod evangeliet et middel til dets udbredelse.
„Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den.“5 {MBF 82.2}
„Under denne fase af Johan Huss’ levnedsløb må hans sind have været skueplads for en
pinefuld strid. Skønt kirken forsøgte at overvælde ham med bulder og brag, havde han ikke
forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som
Guds repræsentant og stedfortræder. Det, Huss kæmpede imod, var magtmisbrug, ikke selve
princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens
stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han mente den var, hvorfor så
han sig da tvunget til at være ulydig mod den? Han anså det for at være en synd at adlyde,
men hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke medføre sådanne problemer? Dette
problem kunne han ikke løse — og det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den
mest nærliggende løsning, han kunne finde, var, at der var sket det samme som på
59