Vredens Vin_da

Vredens Vin
hans. „Hvad angår det andet spørgsmål,“ fortsatte han, „hvor det drejer sig om tro og sjæles
frelse, og om Guds ord, den største og mest værdifulde skat i himlen og på jorden, ville jeg
handle ubesindigt, hvis jeg svarede uden nærmere overvejelse. Jeg kunne komme til at
bekræfte mindre, end omstændighederne kræver, eller mere end troen fordrer, og derved
komme til at synde mod Kristi ord: {MBF 125.2}
‘Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min
Fader, som er i himlene.’18Af denne årsag beder jeg i største ydmyghed Eders kejserlige
Majestæt om at indrømme mig tid, så jeg kan svare uden at synde imod Guds ord.“19 {MBF
125.3}
Luther handlede klogt ved at komme med denne anmodning. Det overbeviste
forsamlingen om, at han ikke handlede ubesindigt eller i vrede. En sådan ro og
selvbeherskelse havde man ikke ventet fra én, der havde vist sig så dristig og ubøjelig. Det
gav hans ord større vægt og satte ham i stand til senere at svare med en forsigtighed,
bestemthed, klogskab og værdighed, som overraskede og skuffede hans modstandere — og
dadlede deres hovmod og stolthed. {MBF 125.4}
Dagen efter skulle han afgive sit endelige svar. En overgang sank hjertet i ham ved
tanken om de kræfter, der havde sluttet sig sammen imod sandheden. Hans tro vaklede og
han frygtede og bævede, når han tænkte på de farer, der tårnede sig op foran ham. Det var,
som skulle hans fjender triumfere og mørkets magter få overhånd. Mørke skyer samlede sig
om ham og syntes at skille ham fra Gud. Han higede efter en forvisning om, at Hærskarers
Herre ville være med ham. I sin sjælekval kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og
udøste sit hjerte i afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen uden Gud forstår fuldt ud. {MBF
125.5}
„O, almægtige og evige Gud,“ tryglede han. „Hvor frygtelig er ikke denne verden! Se,
den åbner sin mund for at opsluge mig, og min tillid til dig er så svag. Hvis jeg kun har
denne verdens styrke at sætte min lid til, er alt tabt. — Min sidste time er kommet, dommen
er afsagt over mig. O Herre, stå mig bi, hjælp mig mod al verdens visdom. Gør det — du
alene — for dette er ikke mit værk, men dit. Jeg har intet at gøre her, intet at kæmpe for mod
denne verdens store. Men det er din sag — og det er en retfærdig og evig sag. O Gud, hjælp
mig! Trofaste og uforanderlige Gud, jeg sætter ikke min lid til noget menneske. Alt
menneskeværk, er usikkert. … Du har udvalgt mig til denne gerning. Stå mig bi for din
elskede søns, Jesu Kristi skyld, han, som er mit forsvar, mit skjold og min faste
borg.“20 {MBF 126.1}
Et alvidende forsyn havde fået Luther til at erkende den overhængende fare, han befandt
sig i, at han ikke skulle stole på sin egen styrke og overmodigt styrte sig ud i fare. Dog var
det ikke frygten for personlig lidelse, tortur og døden, der syntes så nært forestående, som
overvældede ham med rædsel. Han stod over for en krise og følte, at han ikke magtede at
95