Vredens Vin_da

Vredens Vin
Luther hævdede, at legaten eller paven ud fra Bibelen måtte påvise hans vildfarelser —
og han lovede højtideligt at frafalde sine læresætninger, hvis de kunne bevise, at de var i
modstrid med Skriften. Han gav også udtryk for sin taknemmelighed mod Gud, fordi han
var agtet værdig til at lide for så hellig en sag. {MBF 110.2}
Kurfyrsten kendte kun lidt til reformationens læresætninger, men Luthers oprigtighed,
kraft og klarhed gjorde dybt indtryk på ham, og han besluttede at beskytte ham, indtil det
kunne bevises, om Luther havde taget fejl. I sit svar på legatens anmodning skrev han:
„Siden doktor Martin er mødt frem for Eder i Augsburg, burde I være tilfreds. Vi havde ikke
ventet, at I ville prøve på at få ham til at tilbagekalde uden at have overbevist ham om hans
vildfarelser. Ingen af de lærde i mit fyrstendømme har underrettet mig om, at doktor Martins
lære er ugudelig, antikristelig eller kættersk.“ Fyrsten afslog tillige at sende Luther til Rom
eller at forvise ham fra sine riger.25 {MBF 110.3}
Kurfyrsten så, at der var et almindeligt forfald i samfundets moral, og at et stort
reformarbejde var tiltrængt. De besværlige og kostbare foranstaltninger for at hindre og
straffe forbrydelser ville være unødvendige, hvis mennesker blot erkendte og adlød Guds
krav og det, en oplyst samvittighed bød dem. Han så, at Luther arbejdede for at gennemføre
dette, og glædede sig i stilhed over, at en bedre påvirkning var ved at trænge frem inden for
kirken. Han så også, at Luther i højeste grad havde held med sig som lærer ved universitetet.
Der var kun gået ét år, siden reformatoren opslog sine teser på slotskirken, men der var
allerede stor tilbagegang i antallet af de pilgrimme, som besøgte kirken ved
allehelgensfesten. Rom havde mistet tilhængere og offergaver; nu var det en anden slags
mennesker, som kom til Wittenberg. Det var ikke pilgrimme, der kom for at tilbede
relikvier, men studenter, der kom for at fylde byens kollegier. Alle vegne havde Luthers
skrifter vakt ny interesse for Den hellige Skrift. Ikke blot fra alle dele af Tyskland, men fra
andre lande, flokkedes studerende ved universitetet. Unge mænd, der for første gang fik
Wittenberg i sigte, løftede deres hænder og priste Gud, fordi han havde ladet sandhedens lys
skinne fra denne by, ligesom i gamle dage fra Zion, hvorfra det spredtes til selv de fjerneste
lande.26 {MBF 110.4}
Endnu var Luther kun delvis omvendt fra Roms vildfarelser. Men når han
sammenlignede Guds ord med de pavelige forordninger, fyldtes han med undren. Om dette
skrev han: „Når jeg læser pavernes forordninger, ved jeg ikke, om paven selv er Antikrist
eller hans apostel, så forkert som Kristus bliver fremstillet og korsfæstet i dem.“27Men
endnu på dette tidspunkt var Luther tilhænger af romerkirken og havde ingen planer om at
forlade den. {MBF 111.1}
Luthers skrifter nåede ud til alle kristne nationer. Arbejdet bredte sig i Schweiz og
Holland. Kopier af hans skrifter fandt vej til Frankrig og Spanien. I England blev de
83