Vredens Vin_da

Vredens Vin
„Ingen kan forstille sig,“ skrev han, „hvad der bliver begået af synd og skændige
gerninger i Rom. Det må man se og høre for at tro det. Således plejer de at sige: ‘Hvis der
findes et Helvede, så er Rom bygget over det; den er en afgrund, hvorfra enhver form for
synd vælder op.’“6 {MBF 101.1}
Ved et nyligt dekret havde paven netop lovet aflad til alle, der på deres knæ ville kravle
op ad „Pilatus’ trappe.“ Man sagde, at Frelseren skulle være gået ned ad den, da han forlod
den romerske retssal, og at den på underfuld måde var blevet ført til Rom fra Jerusalem.
Luther klatrede en dag fromt op ad disse trin, da en tordenlignende røst pludselig syntes at
sige til ham: „Den retfærdige skal leve af tro.“7Han sprang op og skyndte sig bort, opfyldt
af skam og rædsel. Denne bibeltekst mistede aldrig sin magt over hans sjæl. Han indså
klarere end nogen sinde, hvilken vildfarelse det var at stole på, at egne gerninger kunne
frelse, og nødvendigheden af bestandig at tro på Kristi fortjeneste. Hans øjne var blevet
åbnet for pavevældets bedrag og skulle aldrig mere lukkes. Da han vendte sit ansigt bort fra
Rom, var også hans hjerte vendt fra det, og fra da af blev adskillelsen større, indtil han
afbrød al forbindelse med pavekirken. {MBF 101.2}
Efter sin hjemkomst til Wittenberg blev Luther doktor i teologi ved universitetet i denne
by. Nu kunne han som aldrig før hellige sig studiet af de skrifter, han elskede. Han havde
aflagt et højtideligt løfte om nøje at studere og med troskab at prædike Guds ord — ikke
pavernes læresætninger — alle sit livs dage. Han var ikke længere kun munk eller lærer,
men havde myndighed til at forkynde Bibelen og være hyrde for Guds hjord, der hungrede
efter sandhed. Han erklærede med stor bestemthed, at kristne mennesker ikke burde tage
imod nogen anden lære end den, som bygger på Den hellige Skrifts autoritet. Disse ord
ramte selve grundvolden for pavens overhøjhed og var og blev reformationens væsentligste
grundsætning. {MBF 101.3}
Luther så faren ved at ophøje menneskelige teorier over Guds ord. Uden frygt angreb han
skolastikernes spekulative vantro og imødegik den filosofi og teologi, som så længe havde
haft magt over folket. Han fordømte den slags studier som ikke blot værdiløse, men direkte
skadelige, og søgte at vende sine tilhøreres sind fra filosoffernes og teologernes
spidsfindigheder til de evige sandheder, som profeter og apostle havde forkyndt. {MBF
101.4}
Det var et vidunderligt budskab, han bragte de ivrige skarer, som lyttede til hans ord.
Aldrig havde de hørt en sådan lære. Det glade budskab om Frelserens kærlighed og om
tilgivelse og fred ved hans blod glædede dem inderligt og gav dem et udødeligt håb. I
Wittenberg tændtes et lys, hvis stråler skulle nå ud til jordens fjerneste egne og vokse i
klarhed til tidernes ende. {MBF 102.1}
75