Vredens Vin_da

Vredens Vin
Præster og rådsherrer erindrer med uhyggelig klarhed det, der skete på Golgata. Med
gysen og rædsel husker de, hvordan de rystede på hovedet og med djævelsk hån råbte:
„Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige
ned fra korset, så vil vi tro på ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han
vil vide af ham.“23 {MBF 519.2}
De husker levende Frelserens lignelse om vingårdsmændene, der nægtede at give ejeren
vingårdens frugt, og som mishandlede hans tjenere og dræbte hans søn. De husker også den
dom, de selv afsagde: „Et ondt endeligt vil han give de onde.“ I disse utro mænds synd og
straf ser præsterne og de ældste nu deres eget levnedsløb og deres egen retfærdige dom. Og
nu lyder et skrig af den dybeste fortvivlelse. Højere end råbet: „Korsfæst ham! Korsfæst
ham!“ som gav genlyd i Jerusalems gader, lyder dette frygtelige klageråb: „Han er Guds
Søn! Han er virkelig Messias!“ De prøver på at flygte fra kongernes Konge. I jordens dybe
huler, som er ødelagt af elementernes rasen, prøver de forgæves at gemme sig. {MBF
519.3}
Alle, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, hvor samvittigheden vågner,
og hukommelsen viser et martrende minde om et liv i hykleri, og hvor sjælen plages af
ørkesløse beklagelser. Men dette er for intet at regne i sammenligning med den anger og
selvbebrejdelse, de vil føle på den dag, „når rædslen kommer over jer som et uvejr, når jeres
ulykke kommer som en hvirvelvind.“24De, der ville tilintetgøre Kristus og hans folk, bliver
nu vidne til den herlighed, der hviler over dem. Midt i al deres rædsel hører de de helliges
stemmer råbe frydefuldt: „Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste
os.“25 {MBF 519.4}
Under jordens rystelser, lynenes glimten og tordenens buldren kalder Guds søns stemme
de sovende hellige frem. Han ser på de retfærdiges grave, og så løfter han sine hænder og
råber: „Vågn, vågn, vågn, I, som sover i støvet, og stå op!“ Overalt på jorden skal de døde
høre hans stemme, og de, der hører, skal leve. Hele jorden vil genlyde af den umådeligt
store hærskare fra alle nationer, slægter, tungemål og folk. Fra dødens fængsel kommer de,
klædt i udødelig herlighed, under råbet: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din
brod?“26De levende retfærdige og de opstandne hellige forener deres stemmer i et langt,
frydefuldt sejrsråb. {MBF 520.1}
Alle kommer frem af deres grave i samme skikkelse, som da de blev lagt i dem. Adam,
der står i den opstandne skare, er en høj, majestætisk skikkelse, kun lidt mindre end Guds
søn. Han udgør en markant kontrast til menneskene af senere generationer. I dette ene
tilfælde vises menneskeracens degeneration. Men alle opstår med den evige ungdoms
friskhed og vitalitet. I begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, ikke blot i karakter,
men i skikkelse og egenskaber. Synden har vansiret og næsten udslettet Guds billede, men
Kristus kom for at genskabe det, der var gået tabt. Han vil forandre vore usle legemer, og
409