Vredens Vin_da

Vredens Vin
Luther havde oplevet i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmål, som plagede hans
sjæl: „Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?“10 {MBF 206.1}
Den guddommelige sandheds ild, som næsten var blevet slukket på protestantismens
altre, skulle atter tændes ved den gamle fakkel, som ved de bøhmiske kristnes hjælp var gået
fra hånd til hånd ned gennem tiderne. Efter reformationen var protestantismen i Bøhmen
blevet trampet ned af de romerske horder. Alle, der nægtede at afsværge sandheden, måtte
flygte. Nogle af dem, der havde søgt tilflugt i Sachsen, opretholdt dér den gamle tro. Det var
fra efterkommere af disse kristne, at lyset nåede Wesley og hans venner. {MBF 206.2}
Da John og Charles Wesley var ordineret som præster, blev de udsendt til Amerika. Om
bord på det skib, de rejste med, var der en flok mähriske brødre. Skibet kom ud for
voldsomme storme, og John Wesley følte ansigt til ansigt med døden, at han ikke havde
forvisning om fred med Gud. Tyskerne derimod viste en ro og tryghed, som han ikke selv
havde. {MBF 206.3}
„Jeg havde allerede længe,“ siger han, „lagt mærke til deres alvorlige optræden. De
havde til stadighed bevist deres ydmyghed ved uden betaling at udføre det mest
underordnede arbejde, som ingen englænder ville gøre, for de andre passagerer. De ønskede
ingen betaling for det, men sagde, at det var sundt for deres hovmodige hjerter, og at deres
kærlige frelser havde gjort mere for dem. De udviste hver dag en usvigelig sagtmodighed,
som ingen krænkelse kunne rokke. Hvis de blev skubbet, slået eller væltet omkuld, rejste de
sig blot og gik deres vej, men klagede aldrig. Nu skulle det vise sig, om de var lige så
frigjorte for frygt som for hovmod og vrede. Midt i den salme, de indledte deres
gudstjeneste med, flængede en mægtig bølge storsejlet og vandet strømmede ind over
dækkene. Det var, som havde dybet allerede opslugt os. Englænderne gav sig til at skrige
forfærdeligt. Tyskerne sang roligt videre. Bagefter spurgte jeg en af dem: ‘Var I ikke
bange?’ Han svarede: ‘Nej, Gud ske lov!’ Jeg spurgte: ‘Var jeres kvinder og børn da ikke
bange?’ Han svarede stille: ‘Nej, vore kvinder og børn er ikke bange for at dø.’ “11 {MBF
206.4}
Efter ankomsten til Savannah boede Wesley en kort tid hos folkene fra Mähren, og blev
dybt betaget af deres kristne væremåde. Om en af deres gudstjenester, som var en slående
modsætning til den engelske kirkes døde formalisme, skrev han: „Den store enkelhed og
højtid, der var over det hele, fik mig til næsten at glemme de sytten hundrede år, der lå
imellem, og tænke mig, at jeg var til stede ved en af disse sammenkomster, hvor form og
stat ikke eksisterede, men hvor teltmageren Paulus og fiskeren Peter førte ordet under
Helligåndens ledelse.“12 {MBF 207.1}
Da Wesley vendte hjem til England, var han ved en mährisk prædikants belæring nået til
en klarere forståelse af bibelsk tro. Han var blevet overbevist om, at han måtte forkaste al
tillid til, at hans egne gerninger kunne frelse ham og fuldt ud stole på „Guds lam, som bærer
159