Vredens Vin_da

Vredens Vin
skarer flokkedes under pavens banner overbevist om, at det nu endelig skulle lykkes at gøre
en ende på de hussittiske kættere. Sejrsikker drog den vældige hær ind i Bøhmen.
Befolkningen sluttede sig sammen for at slå den tilbage. De to hære nærmede sig hinanden.
Til sidst var der kun en flod imellem dem. „Korsfarernes hær var langt den største, men i
stedet for at sætte over floden og begynde at kæmpe mod dem, de havde rejst så langt for at
bekrige, stod de tavse og betragtede deres modstandere.“27Pludselig blev den store hær
grebet af en mystisk rædsel. Uden at foretage et eneste angreb, opløstes og spredtes den som
af en usynlig magt. Mange blev dræbt af hussitterne, der forfulgte de flygtende soldater, og
sejrherrerne tog et meget stort bytte. Krigen gjorde bøhmerne rige i stedet for at forarme
dem. {MBF 93.1}
Nogle få år senere blev et nyt korstog iværksat af en ny pave. Endnu engang blev der
samlet mænd og midler i alle Europas katolske lande. Store løfter lokkede til at deltage i det
farlige foretagende. Hver korsfarer fik fuld tilgivelse for de afskyeligste synder. Alle, der
faldt, blev lovet en rig belønning i himlen, og de overlevende rigdom og hæder på
valpladsen. En mægtig hær gjorde atter indfald i Bøhmen. De hussittiske styrker trak sig
tilbage og lokkede fjenden længere og længere ind i landet. Til sidst standsede Prokopius’
hær og gjorde front mod fjenden for at kæmpe. Korsfarerne, der indså deres fejltagelse, lå i
lejr og afventede angrebet. Endnu inden hussitterne var at se, hørte fjenden lyden af en
fremtrængende hær og blev grebet af panik. Fyrster, generaler og menige kastede deres
våben og flygtede i alle retninger. Forgæves søgte den pavelige gesandt, som anførte hæren,
at samle sine panikslagne styrker, og trods de største anstrengelser blev han revet med af de
flygtende. Nederlaget var totalt — og atter denne gang faldt et vældigt bytte i hussitternes
hænder. {MBF 93.2}
For anden gang var en mægtig hær af tapre krigere sendt af Europas mægtigste lande
flygtet uden kamp for de soldater, som forsvarede et lille land, der hidtil havde været svagt.
Dette var en åbenbarelse af Guds magt. Angriberne blev grebet af en overnaturlig frygt. Den
Gud, der styrtede Faraos hær i Det røde Hav, slog Midians hære på flugt for Gideon og hans
300 mand og på én nat gjorde det af med det stolte Assyriens styrker, havde endnu engang
rakt sin hånd ud for at lamme en undertrykkende magt. „Da skal de gribes af rædsel, hvor de
ikke ventede rædsel, for Gud skal splitte dem.“28Pavekirkens ledere, som ikke længere
gjorde sig håb om at sejre ved magt, søgte til det sidste at benytte sig af diplomati. Der blev
indgået et kompromis, som tilsyneladende skaffede bøhmerne samvittighedsfrihed, men i
virkeligheden forrådte dem i Roms hænder. Bøhmerne havde stillet fire betingelser for at
slutte fred med Rom: Bibelen skulle forkyndes uhindret. Hele menigheden skulle have lov
til at nyde både brød og vin ved nadveren. Modersmålet skulle benyttes ved gudstjenesten.
Gejstligheden skulle udelukkes fra alle verdslige embeder og al verdslig myndighed, og i
tilfælde af forbrydelser skulle de civile domstole dømme både gejstlige og lægfolk. Til sidst
gik de pavelige myndigheder med til, „at hussitternes fire artikler blev anerkendt, men at
69