Vredens Vin_da

Vredens Vin
Guds forjættelse, var nu oprettet. Det var således Kristi død — netop den begivenhed,
disciplene havde betragtet som den endelige tilintetgørelse af deres håb — der for evigt
stadfæstede dette håb. Skønt den havde bragt dem en frygtelig skuffelse, blev den det største
bevis for, at deres tro havde været berettiget. Det var den begivenhed, der fyldte dem med
sorg og fortvivlelse, der åbnede håbets dør for alle Adams børn — og den var midtpunkt for
det fremtidige liv og den evige lykke for alle Guds trofaste i alle tidsaldre. {MBF 278.4}
Den evige barmhjertigheds formål blev opfyldt netop ved disciplenes skuffelse. Skønt
deres hjerter var blevet vundet ved hans læres guddommelige nåde og kraft — for „aldrig
har noget menneske talt, som dette menneske taler,“ — var deres kærlighed til Jesus dog
blandet med verdslig stolthed og selviske ambitioner. Selv ved påskemåltidet, i den
højtidelige stund, da deres Mester allerede var ved at gå ind i Getsemanes skygge, kom de „i
strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.“8De så kun tronen, kronen og
herligheden, mens skammen og dødsangsten i haven, retssalen og Golgatas kors lå lige
foran dem. Det var deres stolthed og tørst efter jordisk ære, der fik dem til så stædigt at
klamre sig til deres tids falske lære og lade Frelserens ord, der viste hen til hans riges sande
natur og pegede frem mod hans lidelse og død, passere uænset forbi. Og disse vildfarelser
førte til den hårde, men nødvendige prøvelse, der blev tilladt, for at irettesætte dem. Skønt
disciplene ikke havde forstået betydningen af deres budskab eller hvad der ventede dem,
havde de alligevel prædiket den advarsel, Gud havde givet dem, og Herren ville lønne deres
tro og lydighed. Det skulle blive dem betroet at forkynde deres opstandne Herres herlige
evangelium for alle folkeslag. For at forberede dem til denne gerning, tillod Gud, at de
gennemgik denne bitre erfaring. {MBF 279.1}
Efter sin opstandelse viste Jesus sig for sine disciple på vejen til Emmaus, „og han
begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle
Skrifterne.“9Det greb disciplenes hjerter. Troen blev atter vakt. De blev genfødt til „et
levende håb,“ endnu før Jesus gav sig til kende for dem. Det var hans hensigt at oplyse deres
forstand og styrke deres tro på det sikre profetiske ord. Han ville, at sandheden skulle slå
dybe rødder i deres sind, ikke blot fordi den blev støttet af hans personlige vidnesbyrd, men
på grund af de uimodsigelige beviser, der fremgik af symboler og skyggebilleder i
symbolloven og profetierne i Det Gamle Testamente. Det var nødvendigt for Kristi
efterfølgere at have en forstandig tro — ikke blot for deres egen skyld, men for at de kunne
bringe sandheden om Kristus til verden. Som det allerførste skridt til at give dem denne
viden henviste Jesus til „Moses og alle profeterne.“ Sådan et vidnesbyrd gav den opstandne
Frelser om værdien og vigtigheden af Det Gamle Testamente. {MBF 279.2}
Hvilken forandring skete der ikke med disciplenes hjerter, da de endnu engang så ind i
deres Mesters elskede ansigt!10Nu havde de virkelig fundet ham, som Moses i loven og
profeterne havde skrevet om! Uvished, angst og fortvivlelse veg pladsen for fuldkommen
vished og urokkelig tro. Hvor vidunderligt, at de efter hans himmelfart „stadig var i
221