Vredens Vin_da

Vredens Vin
bruge. Nu var der vendt op og ned på situationen, og de var nær ved at falde i den grav, de
havde håbet at styrte Berquin i. Forbløffede så de sig om efter en udvej. {MBF 176.1}
„Netop i de dage blev der på et gadehjørne skamferet et helgenbillede af Jomfru Maria.“
Det vakte stor ophidselse i byen. Folk strømmede til stedet og gav udtryk for vrede og sorg.
Også kongen var dybt bevæget. Nu havde munkene en gunstig anledning, og de var ikke
sene til at udnytte den. „Dette er et resultat af Berquins lære,“ råbte de. „Alt skal omstyrtes
— religionen, lovene, ja selv tronen — af denne lutheranske sammensværgelse.“11 {MBF
176.2}
Berquin blev atter fængslet. Kongen forlod Paris, og således fik munkene frit spil.
Reformatoren blev stillet for retten og dømt til døden, og for at kongen ikke igen skulle
frelse ham, blev dødsdommen fuldbyrdet samme dag, den blev afsagt. Klokken 12 middag
blev Berquin ført til retterstedet. En vældig menneskemængde havde samlet sig for at
overvære begivenheden, og mange var både forbavsede og bedrøvede over, at ofret
stammede fra en af Frankrigs bedste og modigste adelsslægter. Forundring, harme, foragt og
bittert had stod at læse i mængdens ansigter. Men Berquins tanker var langt borte. Han følte
kun Herrens nærhed. {MBF 176.3}
Han ænsede hverken den usle kærre, han blev kørt i, sine forfølgeres vrede ansigter eller
den frygtelige død, som ventede ham. Han, som lever og var død, som lever evigt og har
dødsrigets nøgler, var ved hans side. Berquins ansigt lyste af himmelsk fred. Han havde iført
sig smukke klæder, og bar en „kappe af fløjl, en vest af satin og damask og gyldne
benklæder.“12Han skulle snart vidne om sin tro i kongernes Konges og hele universet
nærvær, og intet tegn på sorg skulle fordunkle hans glæde. {MBF 176.4}
Mens processionen langsomt bevægede sig frem ad de tætpakkede gader, bemærkede
folk med forundring den afklarede fred og sejrssikre glæde, der var over hele hans udseende
og holdning. „Han ligner en,“ sagde de, „der sidder i et tempel og tænker på hellige
ting.“13 {MBF 176.5}
Ved bålet søgte Berquin at henvende nogle ord til folket, men munkene, der frygtede
resultatet, begyndte at råbe op, mens soldaterne raslede med deres våben. I denne larm
druknede martyrens stemme. Således skulle den højeste litterære og kirkelige myndighed i
det kultiverede Paris i 1529 „sætte den store hob i 1793 et dårligt eksempel på, hvordan man
undertrykker den døendes sidste hellige ord på skafottet.“14 {MBF 177.1}
Berquin blev kvalt og hans legeme fortæret af flammerne. Hans død vakte stor sorg hos
alle reformationens venner i Frankrig. Men hans gode eksempel havde stor betydning.
Mange andre vidnede: „Også vi er rede til at møde døden med glæde, idet vi retter blikket
mod det kommende liv.“15 {MBF 177.2}
135