Vredens Vin_da

Vredens Vin
ensomme ø Iona og gjorde den til centrum for deres missionsarbejde. En af disse
evangelister holdt den bibelske sabbat, og herved fik folket kendskab til denne sandhed. Der
blev oprettet en skole på Iona, og herfra udsendtes missionærer, ikke blot til Skotland og
England, men også til Tyskland og Schweiz, ja, helt til Italien. {MBF 52.3}
Men Rom havde fået øje på England og besluttet at bringe det under sit overherredømme.
I det sjette århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske
saksere. Missionærerne blev venligt modtaget af de stolte barbarer, og mange tusinder blev
overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte pavens
udsendinge på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en
slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter,
lære og levemåde var i overensstemmelse med Skriften. De førstnævnte var præget af
pavedømmets overtro, pragt og hovmod. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne
menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede, at de gerne ville
elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at herske inden for kirken — og at de
kun kunne vise ham samme lydighed, de skyldte enhver anden tilhænger af Kristus. Man
gjorde flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for romerkirken, men de ydmyge
kristne var forbløffede over den stolthed, som Roms udsendinge viste, og svarede bestemt,
at de ikke havde nogen anden herre end Kristus. {MBF 52.4}
Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Dets repræsentant sagde: „Hvis I ikke vil tage
imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, der kommer
med krig. Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet
fra dem.“1Det var ikke tomme trusler. Krig, intriger og bedrag var de midler, man brugte for
at bekæmpe mennesker, der vidnede om den bibelske tro; og til sidst var menighederne i
England tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed. {MBF 53.1}
I lande uden for Roms domæne levede i flere århundreder grupper af kristne, der var
uberørt af pavekirkens fordærvelse. Omgivet af hedninger til alle sider kom de under
hedensk indflydelse. Men de vedblev at betragte Bibelen som den eneste rettesnor for troen
og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troede på Guds lovs fortsatte
gyldighed og helligholdt sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud. Der fandtes
menigheder, som holdt sig til denne tro og praksis i Centralafrika og i Armenien. {MBF
53.2}
Men af dem, som modstod pavemagtens overgreb, stod valdenserne forrest. I netop det
land, hvor pavedømmet havde oprettet sit sæde, blev dets vranglære og korruption modstået
mest urokkeligt. Menighederne i Piemonte beholdt deres uafhængighed i flere århundreder,
men til sidst forlangte Rom underkastelse. Efter forgæves kamp mod Roms tyranni
anerkendte lederne modstræbende, at den magt, som hele verden syntes at hylde, havde
overhøjheden. Dog nægtede nogle af dem at anerkende pavernes og prælaternes myndighed.
35