Vredens Vin_da

Vredens Vin
En af disse profeter hævdede, at han var blevet undervist af englen Gabriel. En student,
som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier og erklærede, at Gud selv havde givet
ham visdom til at udlægge hans ord. Andre med tilbøjelighed til fanatisme sluttede sig til
dem. Disse sværmeres optræden skabte ikke ringe ophidselse. Luthers prædiken havde alle
vegne vakt mennesker, så de følte nødvendigheden af en reform, og nu blev ærlige
mennesker vildledt af de nye profeters falske lære. {MBF 150.3}
Bevægelsens ledere kom til Wittenberg og bestormede Melanchton med deres krav. De
sagde: „Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har fortrolige samtaler med Herren; vi
ved, hvad der skal ske. Vi er apostle og indanker vor sag for doktor
Luther.“2Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. De var aldrig stødt på noget
lignende og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Melanchton sagde: „Der er i sandhed en
usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? På den ene side må vi vogte
os for ikke at udslukke Guds Ånd, og på den anden for ikke at lade os vildlede af Satans
ånd.“33 {MBF 150.4}
Den nye læres frugter viste sig snart. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen,
eller helt at tilsidesætte den. Studenter afviste diciplin med foragt og forlod universitetet. De
mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, bragte den til
ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og sagde begejstret: „Endnu
en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor!“4 {MBF 151.1}
På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: „Jeg har altid
ventet, at Satan ville sende os denne pest.“5Han gennemskuede disse foregivne profeter og
så den fare, som truede sandhedens sag. Hverken pavens eller kejserens modstand havde
voldt ham så stor bekymring og sorg som det, han nu erfarede. Af reformationens erklærede
venner var dens værste fjender opstået. Netop de sandheder, som havde bragt ham så stor
glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. {MBF 151.2}
Guds Ånd havde ført Luther videre i reformarbejdet, end han havde tænkt sig. Det havde
ikke været hans hensigt at indtage den stilling, han gjorde, eller at foretage så radikale
forandringer. Han havde kun været et redskab i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han
for resultatet af sit værk. Han havde engang sagt: „Hvis jeg vidste, at min lære skadede ét
eneste menneske, hvor ringe og ukendt han end var — men det kan den ikke, for den er
selve evangeliet — ville jeg hellere dø ti gange end lade være med at tilbagekalde
den.“6 {MBF 151.3}
Og nu var selve Wittenberg, reformationens egentlige midtpunkt, ved at bukke under for
fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers
lære. Men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for den. I sit hjertes bitterhed
spurgte han undertiden: „Skal reformationens store værk virkelig ende på denne
115