Vredens Vin_da

Vredens Vin
for at vanære Gud og ødelægge mennesker. Efter at have forenet sig med Satan i hans oprør
og være blevet udstødt af himlen har de gennem alle efterfølgende tidsaldre samarbejdet
med ham i hans krig mod den guddommelige autoritet. Skriften fortæller os om deres
forbund og ledelse, deres forskellige rang, deres intelligens og snedighed og deres onde
anslag mod menneskers fred og lykke. {MBF 413.1}
Det Gamle Testamente omtaler lejlighedsvis deres eksistens og virke; men det var, da
Kristus var her på jorden, at onde ånder viste deres magt på den mest slående måde. Kristus
var kommet for at gennemføre den plan, der var lagt for menneskenes frelse, og Satan
besluttede at hævde sin ret til at beherske verden. Det var lykkedes ham at indføre
afgudsdyrkelse i alle lande undtagen i Palæstina. Kristus kom til det eneste land, der ikke
havde givet sig helt i fristerens vold, for at lade det himmelske lys skinne på folket. Nu
gjorde to modstridende magter krav på overherredømmet. Jesus strakte sine kærlige arme ud
og indbød alle, der ville, til at få fred og tilgivelse. Mørkets magter så, at de ikke havde
ubegrænset herredømme, og de indså, at hvis Kristi mission lykkedes, ville deres
herredømme snart være til ende. Satan rasede som en løve i bur og demonstrerede trodsigt
sin magt over både menneskers sjæl og krop. {MBF 413.2}
Det fremgår tydeligt af Det Nye Testamente, at mennesker har været besat af onde ånder.
De mennesker, der var ramt således, led ikke bare af sygdomme, som havde naturlige
årsager. Kristus var helt klar over, hvad han havde med at gøre, og han genkendte de onde
ånders direkte tilstedeværelse og virke. {MBF 413.3}
Et slående eksempel på de onde ånders antal, magt og ondskab, men også på Jesu magt
og nåde, finder vi i beretningen om de besatte i gerasenernes egn. De stakkels sindssyge, der
ikke fandt sig i nogen tvang, vred sig, frådede og rasede, fyldte luften med deres skrig,
gjorde vold mod sig selv og var til fare for alle, der måtte nærme sig dem. Det frydede
mørkets fyrste at se deres skamferede legemer og forvirrede sind. En af de dæmoner, som
beherskede de besatte, erklærede: „Legion er mit navn, for vi er mange.“12I den romerske
hær bestod en legion af mellem tre og fem tusind mand. Satans hær er også inddelt i
kompagnier, og det kompagni, som disse onde ånder tilhørte, talte ikke mindre end en
legion. {MBF 413.4}
På Jesu befaling forlod de onde ånder deres ofre, som nu sad ved Frelserens fødder,
rolige, forstandige og venlige. Men ånderne fik lov til at styrte en flok svin ud i søen. For
beboerne i gerasenernes egn betød dette tab mere end de velsignelser, Kristus havde
skænket, og de bad indtrængende den guddommelige læge om at forlade stedet. Dette var
netop, hvad Satan havde planlagt. Ved at give Jesus skylden for deres tab kaldte han
egoisme og frygt frem i folket og forhindrede dem i at høre Jesu ord. Satan beskylder hele
tiden de kristne for at være årsag til tab, ulykker og lidelse i stedet for at placere ansvaret,
hvor det rettelig hører hjemme — hos ham selv og hans redskaber. {MBF 414.1}
325