Vredens Vin_da

Vredens Vin
Judas og forråde dem, der i den bedste hensigt har forsøgt at gøre dem opmærksomme på
deres fejl. {MBF 36.2}
Også apostlene stødte på menighedsmedlemmer, der foregav at være gudfrygtige, mens
de syndede hemmeligt. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe
Gud et udelt offer, mens de begærligt beholdt en del selv. Sandhedens ånd afslørede deres
sande karakter for apostlene, og Guds dom fjernede denne mørke plet fra menigheden. Se
Apostlenes Gerninger 5. Dette tydelige bevis på, at Kristi ånd ransager menigheden, slog
hyklere og syndere med rædsel. De kunne ikke bevare forbindelsen med mennesker, som af
væremåde og natur var trofaste repræsentanter for Kristus. Da Kristi tilhængere blev udsat
for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, som var villige til at ofre alt for
sandheden, der ønskede at være Jesu disciple. Derfor var menigheden forholdsvis ren, så
længe den blev forfulgt. Men da de store forfølgelser holdt op, blev der optaget nye
medlemmer, som ikke var oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste. {MBF
37.1}
Men der er intet fællesskab mellem lysets og mørkets fyrste — og det kan der heller ikke
være mellem deres tilhængere. Da de kristne gik med til at slutte forbund med mennesker,
som kun delvis var omvendt fra hedenskabet, slog de ind på en vej, som førte længere og
længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så
mange af de kristne. Nu lagde han pres på dem og tilskyndede dem til at forfølge dem, der
var tro mod Gud. Og ingen forstod bedre at modarbejde den sande tro end de, der engang
havde forsvaret den. De frafaldne kristne forenede sig nu med deres halvt hedenske
meningsfæller og angreb de mest betydningsfulde sandheder i Kristi lære. {MBF 37.2}
De, der ville forblive tro, kæmpede en fortvivlet kamp mod de vildfarelser, der i gejstlig
forklædning blev indført i kirken. Bibelen blev ikke mere anerkendt som rettesnor for troen.
Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens forkæmpere blev hadet og
landsforvist. {MBF 37.3}
Efter en lang, hård kamp besluttede de få trofaste, at de ville afbryde forbindelsen med
den frafaldne kirke, hvis den fortsat nægtede af forkaste løgn og afgudsdyrkelse. De indså,
at et brud var uundgåeligt, hvis de skulle adlyde Guds ord. De turde ikke se gennem fingre
med vildfarelser, som var farlige for deres egen sjæl og vise et eksempel, som ville bringe
deres børns og børnebørns tro i fare. De ville gøre en hvilken som helst indrømmelse, der
var forenelig med deres troskab mod Gud, for at bevare fred og enhed. Men de var
overbevist om, at selv fred var købt for dyrt, hvis det skete på bekostning af principper.
Kunne enhed ikke opnås uden at ofre sandhed og retfærdighed, måtte der hellere være
uenighed, ja krig. {MBF 37.4}
Det ville gavne både kirken og verden, hvis disse trofaste menneskers principper atter
blev vakt til live hos dem, der bekender sig til at tjene Gud. Den opfattelse vinder mere og
23