Vredens Vin_da

Vredens Vin
Allerede på universitetet kastede Wicliff sig over studiet af Skriften. Da Bibelen dengang
kun fandtes på de klassiske sprog, var det forbeholdt de studerende at finde vej til
sandhedens kilde, mens denne vej var spærret for dem, som ingen uddannelse havde. Vejen
var således allerede banet for Wicliffs fremtid som reformator. Under studiet af Guds ord
havde lærde mænd fundet den store sandhed om Guds uforskyldte nåde. I deres
undervisning gjorde de andre bekendt med denne sandhed og tilskyndede dem til at studere
det levende ord. {MBF 66.3}
Da Wicliffs opmærksomhed var blevet henledt på Skriften, gav han sig til at studere den
med samme grundighed, som han havde viet sine øvrige studier. Han havde hidtil følt et
stort savn, som de skolastiske studier og kirkens lære ikke havde formået at stille. Nu fandt
han i Guds ord det, han hidtil forgæves havde søgt. Det var gennem Ordet, han lærte
frelsesplanen at kende og så Kristus skildret som menneskets eneste talsmand. Fra nu af
trådte han i Kristi tjeneste og besluttede at forkynde de sandheder, han havde fundet. {MBF
66.4}
I lighed med de senere reformatorer var Wicliff fra begyndelsen ikke klar over, hvad
hans gerning ville føre til. Det var ikke hans hensigt at gå imod romerkirken; men kærlighed
til sandhed kunne ikke andet end bringe ham i konflikt med usandhed. Jo klarere han
erkendte pavedømmets vildfarelser, desto mere indtrængende forkyndte han Bibelens lære.
Han blev klar over, at romerkirken havde ophøjet menneskelige traditioner på Guds ords
bekostning. Han anklagede frygtløst præsteskabet for at have forvist Skriften og krævede, at
Bibelen atter blev gjort tilgængelig for folket, og at kirken på ny anerkendte dens autoritet.
Wicliff var en dygtig lærer og en veltalende prædikant og praktiserede selv de sandheder,
han forkyndte, i sit daglige liv. Hans kendskab til Skriften, hans skarpe logik, hans rene
vandel, hans retskaffenhed og hans ukuelige mod bevirkede, at han nød almindelig agtelse
og tillid. Mange blev utilfredse med deres hidtidige tro, da de så de synder, som blev begået
inden for romerkirken. De lagde ikke skjul på deres glæde over de sandheder, som Wicliff
fremholdt. Men pavekirkens repræsentanter blev rasende, da de opdagede, at denne
reformator var ved at få en indflydelse, der var større end deres egen. {MBF 67.1}
Wicliff havde et skarpt øje for vildfarelser, og han gik frygtløst i krig med mange af de
misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere havde godkendt. Mens han var hofkapellan,
indtog han dristigt standpunkt mod, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste,
at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med
både fornuften og åbenbaringen. Pavens krav havde vakt megen harme, og Wicliffs teorier
bidrog til at påvirke indstillingen hos de ledende mænd i landet. Kongen og adelen var enige
om at afvise pavens krav på verdslig overhøjhed og nægtede at betale skatten. Derved blev
der rettet et stærkt slag mod pavens overherredømme i England. {MBF 67.2}
46